Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Livet paa den store sibiriske Landevej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
182 Sibirien.
Kvinder, at tilbringe Maaneder og Aar i saadanne Omgivelser. For at give
Sandheden Æren, maa det dog heller ikke forties, at nogle administrativt forviste,
som kan faa Penge af deres Slægtninge, køber eller bygger sig Huse og
fører en noget taaleligere Eksistens. Den russiske Novellist Korolenko beboede
sit eget Hus, og Ooloosforviste, hvis Bekendtskab jeg gjorde i Tomsk, fortalte
mig, at de ved Venners Hjælp byggede, købte eller lejede Blokhuse i de
Jakutprovinser, hvortil de var blevne forviste, og paa denne Maade undgik
Smudset og Uordenen i Jakuthytterne. De turde endog eje nogle Bøger og
en eller to Gange om Aaret under Politiopsyn udveksle Breve med deres
Slægtninge. Deres Lidelser og Savn var desuagtet haarde nok. Hr. Linoff,
en dannet Mand, som havde tilbragt flere Aar i de forenede Stater og talte
godt engelsk, fortalte mig, at han i Provinsen Jakutsk ofte havde maattet
leve i Maaneder uden Brød, kun af Fisk og Kød. -Hans Sundhed led saa
meget, at han i Maj 1886, faa Maaneder efter at jeg havde lært ham at
kende, døde i et østsibirisk Etappefængsel. At de Ooloosforvistes Liv selv
under de gunstigste Omstændigheder er ligefrem uudholdeligt, fremgaar allerede
deraf, at de ulykkelige ofte gør en Ende derpaa ved Selvmord. Af de 79
politiske, som i Aaret 1882 levede i Forvisning i Provinsen Jakutsk, havde
seks aflivet sig før 1885; hvormange, der senere har fulgt deres Eksempel,
véd jeg ikke; men paa de nævnte seks kunde jeg anføre Navnene.
Den Sindsligevægt , hvormed de politisk forviste i Tomsk ofte om
talte oprørende Uretfærdigheder og skrækkelige Lidelser, satte mig i For
bavselse. De Mænd og Kvinder, som var blevne sendte til Provinsen Jakutsk,
fordi de havde vægret sig ved at aflægge den undersaatlige Ed til Alexander 111,
og som havde døjet overmenneskeligt i hin arktiske Ørken, syntes næppe at
være sig bevidst, at de havde oplevet noget overordentligt. Det kunde vel
forekomme, at en Mand, hvis Hustru havde begaaet Selvmord i Forvisningen,
blev rød og bleg og krampagtigt knyttede sine Hænder, naar han talte om
hende, eller at en haardt prøvet Kvinde, hvis lille Barn var død i hendes
Arme af Kulde paa Landevejen, med sin taarekvalte Stemme ikke kunde
fuldende sin sørgelige Historie ; men i Almindelighed omtalte de deres Lidelser
med fuldkommen Fatning, som om det var dagligdags Oplevelser. Hr. X., én
af de politiske i K., viste mig en Dag en stor Samling af Fotografier af sine
revolutionære Venner. Naar et Ansigt var mig paafaldende ved sin Skønhed
eller ved udprægede Karaktertræk, spurgte jeg, hvem det var.
»Dette«, sagde Hr. X. rolig, »er Frøken A.; hun var Lærerinde i en
Bondeskole og døde for tre Aar siden i Kijev af Fængselssvindsot. Manden
med Fuldskægget er Hr. 8., en tidligere Fredsdommer i H.; han blev i Aaret
1879 hængt i St. Petersborg. Den unge Pige med det smalle Ansigt er Frøken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
