Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Den fri Kommando i Kara-Minerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den fri Kommando i Kara-Minerne. 299
Fanger, var aabenbart overbevist om, at han rolig kunde forlade os, og anbefalede
os, da han gik bort, leende i sin Hustrus Varetægt. Ikke en Time efter hans
Afrejse sprættede jeg Lommen op paa min vide Pelsfrakke og stak nogle smaa
Gaver, som jeg havde lovet at overbringe de politiske Fanger, ned mellem
Overtøjet og Foret. Derpaa gemte jeg de til dem bestemte Breve, som jeg hidtil
havde baaret omkring i mit Bælte, i min Lomme, ligesaa Situationsplanen over
Landsbyen, og begav mig af Sted til det politiske Fængsel. Klokken var
omtrent 2. Major Potulof vilde være hjemme igen næste Aften; jeg kunde
altsaa gøre Regning paa at være 24 Timer uden Opsigt. Min Plan var at
aflægge Nikolin et Besøg, sætte mig paa en venskabelig Fod med ham, betage
ham enhver Mistanke, som han mulig endnu kunde nære til os, og derpaa ved
Nattens Frembrud gaa lige fra hans Hus til den Hytte, der husede Frøken
Armfeldt, en politisk fra Kiew, til hvem vi havde et Anbefalingsbrev. Mit
Besøg hos Kaptajn Nikolin havde et dobbelt Formaal: For det første ansaa
jeg det for utvivlsomt, at han vidste Besked med Major Potulofs Fraværelse,
og jeg tænkte, at det maatte smigre selv en Gendarmofficer, at jeg besøgte
ham trods Major Potulofs Uvilje imod ham. For det andet beregnede jeg, at
det vilde vække mindre Mistanke, naar man saa mig gaa fra Kommandantens
Hus ind i en politisk Fanges Bolig end fra mit eget Standkvarter. I første
Tilfælde vilde enhver formode, at jeg handlede med Kommandantens Vidende
og Vilje, men i ethvert Tilfælde maatte aaben Dristighed bedre føre til Maalet
end hemmelig Frygtsomhed.
Kaptajn Nikolin var en gammel erfaren Gendarmofficer af den snedigste
og mest samvittighedsløse Type. Han havde gennemgaaet sin Læretid i Polen
under General Murawiof, »Bødlen«, og havde staaet i Tjeneste i tredive Aar.
Han var en lille, undersætsig Mand paa 50 eller 55 Aar med tæt klippet, graat
Fuldskæg, smalle, sammenpressede, ja, jeg kan næsten sige grusomme Læber,
et uigennemtrængeligt Ansigt og kolde, graa Øjne. Han havde en fuldendt
Gendarmofhcers glatte, høflige Manerer, men det ugunstige Indtryk, som han
havde gjort paa mig ved vort første Møde, blev kun forstærket ved nærmere
Bekendtskab. Jeg fandt ham i Hverdagsuniform ; han forsøgte at give sine
haarde Træk et saa elskværdigt Udtryk som muligt og hilste mig saa venligt,
som han formaaede, men disse kolde, lurende Øjne kunde ikke udsende noget
varmt, hjerteligt Blik. Jeg følte, at jeg kun saa en Maske, bag hvilken denne
Mand forstod at skjule sine sande Følelser. Saa vidt jeg kunde bedømme hans
Karakter, var hans eneste svage Punkt personlig Stolthed over sin Stillings
Vigtighed og Ansvar — at han, en simpel Gendarmkaptajn i St. Petersborg,
var bleven udvalgt til at have Opsyn med dette vigtige Fængsel i Sibirien
uden nogen som helst stedlig Kontrol, og var i Besiddelse af det uahnindelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
