Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Statsforbrydere i Kara-Minerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
314 Sibirien.
»Jeg har forsøgt at male et Portræt af min Moder. Hun føler sig
over for sine andre Børn forpligtet til i Aar at vende tilbage til Rusland. Jeg
vil naturligvis aldrig mere faa hende at se, da hun er for svag til endnu en
Gang at foretage en Rejse til Østsibirien, og jeg vilde gerne eje noget, ’der
minder mig om hendes Ansigt, naar’ hun er udslettet af mit Liv. Jeg ved,
at det er et daarligt Billede, jeg skammer mig næsten ved at vise Dem det,
men jeg vilde gerne spørge Dem til Raads. Jeg har kun faa Farver, kan
heller ikke skaffe mig andre, og maaske kan Hr. Frost sige mig, hvorledes
mit tarvelige Materiale bedre kan udnyttes.«
Tavs og med Hjertet fuldt af Medlidenhed betragtede jeg det slette,
ja ligefrem skrækkelige Billede. Ligheden med Originalen var ganske vist
ikke til at tage fejl af, der viste sig ogsaa Spor af kunstnerisk Talent og
Evne, men Lærredet var af den groveste Sort og slet ikke egnet til at male
paa, Farverne var haarde, og man saa ved første Blik, at Maleren havde
kæmpet med uovervindelige Vanskeligheder, som udsprang fra mangelfulde
Midler. Det maatte gøre en ondt at se, hvilke Anstrengelser Datteren havde
gjort for at skaffe sig et Billede af den elskede Moder, som hun saa snart
skulde miste ; men det maatte gøre en endnu mere ondt at tænke sig, at inden
et Aar var gaaet, vilde Datteren blive ene tilbage i Forvisningen med dette
stive, livløse Billede som sin eneste Trøst. Portrætets Mangler faldt straks i
øjnene, men jeg kunde ikke bringe det over mit Hjerte at kritisere et Kærlig
hedens Værk, der var opstaaet under saadanne Vanskeligheder og under saa
sørgelige Forhold. Jeg overlod til Hr. Frost at undersøge Frøken Armfeldts
Pensel og Farver, henvendte mig til Fru Armfeldt og spurgte, hvorledes hun
i sin Alder havde faaet Mod til at foretage en saa frygtelig Rejse som fra
St. Petersborg til Kara-Minerne.
»Jeg kunde ikke andet, « sagde hun simpelthen. »Jeg kunde jo ikke vide,
hvorledes de behandlede de arme Mennesker. Natalie blev slaaet af Soldaterne
med Bøssekolber. Andre sultede sig selv ihjel. I St. Petersborg kom kun ube
stemte, foruroligende Rygter mig for Øre, og derfor kom jeg hertil for at se
alt med mine egne øjne. Den Tanke, at Natalie levede alene midt i saadanne
Rædsler, var mig uudholdelig.«
»Hvornaar tildrog disse Ting sig?« spurgte jeg.
»I Aarene 1882 og 1883, « svarede hun. »I Maj 1882 flygtede otte
Fanger, og derved blev Livet gjort saa uudholdeligt for de politiske Fanger,
at de tilsidst satte en Hungerstrejke i Scene og i hele tretten Dage ikke tog
Næring til sig.«
Medens jeg talte med Fru Armfeldt, traadte Viktor Castiurin, Fru
Kolenkina og to eller tre andre politiske Fanger ind i Værelset; Frøken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
