Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. I østsibiriske Sølvminer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I østsibiriske Sølvminer. 365
jeg havde set Fængslet i Algaschi, vilde blive betydeligt berigede. Vi holdt
snart uden for et højt Træstakit, blev modtagne af en Skildvagt, der præsen
terede Gevær, og af den tjenstgørende Officer indladt i den rummelige Gaard,
i hvis Midte Fængslet laa. Det var en lang, lav, firkantet Bygning af til
huggede Bjælker med simpelt Brædetag, en lille Forhal, en Dør i den ene Ende
og en lang Række stærkt tilgitrede Vinduer. Det hele gjorde paa mig Ind
trykket af, at det var lige ved at falde om. Den ene Længdevæg var sunken
saa dybt ind, at den afveg mindst to Fod fra den lodrette Linie, og den vilde
formodentlig for længe siden være styrtet ind, naar man ikke hele Længden
igennem havde stemt imod med stærke Bjælker. Alle Væggene havde engang
for lang Tid siden været hvidtede og kalkede, nu var store Stykker af denne
Beklædning faldne af, hvilket gav Bygningen et yderst forfaldent Udseende.
Oberst Saltstein kunde ikke angive Bygningens Alder, men ansaa det for sand
synligt, at den stammede fra 1817, paa hvilken Tid Bjærgværkerne var blevne
aabnede. Vi traadte ind i en mørk, ildelugtende Gang, der førte gennem Byg
ningen paa langs. Straks til højre for Indgangen laa Apoteket, og det til
stødende store Kamera tjente som Lasaret. I dette var der opstillet otte eller
ti lave Senge, i hvilke der under smudsige, til Dels blodige Sengklæder laa
lige saa mange syge eller saarede Fanger, hvis Ansigter var saa blege, udtærede
og aandeagtige, at jeg aldrig har set deres Mage. Opsynsmanden fortalte, at
de fleste af dem var blevne saarede ved en Dynamiteksplosion i Bjærgværkerne.
Luften i Laserettet var saa fordærvet og uudholdelig, at jeg var glad ved,
efter at have set mig flygtigt om, at komme ud i Korridoren igen. Den første
Celle, vi tog i Øjesyn, var henved to og tyve Kvadratfod stor og syv eller
otte Fod høj, havde to Vinduer, en stor Kakkelovn og paa de tre Sider Brikse
eller Sovebænke. Af Ventilation var der ikke Spor; Luften stod paa samme
Trin som den i de værste Celler i Ust-Kara, og jeg indaandede kun saa meget
deraf som absolut nødvendig. Hvad der tiltrak sig min Opmærksomhed, saa
snart jeg traadte ind i Kameraet, var en bred, smudsigrød Stribe, der som en
plettet Gesims strakte sig hen over den engang hvidtede Væg oven over
Briksene. Oberstløjtnant Saltstein, der havde fulgt Retningen af mit Blik,
sagde paa sin halvt humoristiske, halvt kyniske Maade, at Fangerne havde
forsøgt at male deres Vægge røde.
Ved nærmere Ettersyn opløste den røde Stribe sig i et Utal af smaa
Blodpletter og endnu ved Væggen klæbende Væggelus, som de i Søvne plagede
Fanger havde knust nied Hænderne, saa langt de kunde naa op i liggende Stilling.
I hvor mange Aar dette er sket, hvor mange tusinde Fanger, der har taget
Del i dette Forsøg paa at »male Væggene røde«, formaar jeg ikke at sige;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
