Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Afreise fra Tobolsk. — Ivan Schlau. — Besværlig Kjørsel i en Sibirisk Vinter. — Byrdefulde Æresbeviisninger i Kolyvan. — Sibiriske Bønders Haardførhed og Godmodighed. — Et Par ulykkelige Tilfælde. — Ophold i Tomsk. — Dues Reise til Narym. — Skildring af en Sibirisk Kjøbmands Huusholdning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
for at gjøre os sin Opvartning. Samtalen gik traurig med lange
Pauser. Endelig var han saa klog at anbefale sig. Jeg sagde til
Due: dette er dog alt for utaaleligt, at man ei kan saae Roe til at
komme ud af Reisestovlerne, førend disse stakkels Mennesker af over-
dreven Hoflighed komme løbende, for at vise sin besværlige Ærbødig-
hed. Det minder mig om Kotzebues Komedie »Krähwinkel«. Neppe
havde jeg udtalt, førend jeg saae en ny lang Figur i Uniform skyde
sig ind ad Døren. Han blev staaende ved Døren, stiv som en Lyg-
tepæl, uden at sige et Ord. »Se der fører F—— os en ny Figur
paa Halsen«, raabte jeg. Due gik ind i den næste Stue og jeg bag-
efter, som om det ei vedkom os. J Mellemstnnder skottede jeg hen
til Døren for at see, hvad han tog sig for; hvad seer jeg? nok en
Uniformsmand ker ind, en ældre Mand med en trekantet Hat stukken
under Armen. Nu havde de Mod, da de vare bleven to Mand stærk,
og marcherede ind til os, som endnu gik i vore Reensdyrsstovler, og
snarere saae ud som et Par sorsvirede Haandværkssvende, end som for-
nenmfs Folk, der give Audients. Den ældre anmeldte sig som Go-
rodnitschi (Byfoged), den yngre, der var temmelig drukken, som Se-
cretair. Johan blev indkaldt som Tolk. J Utaalmodighed raabte Due
til ham paa Tydsk: »har Du sendt os alle disse Mennesker paa Hal-
sen?« en rimelig Gisning ifølge hans sædvanlige Pralerier. »Niet!«
(Nei) stammede den Drukne, som altsaa forstod lidt Tydsk, uden at
kunne tale det. Men dette stødte ham ikke i mindste Maade. Vi
droges med dem en halv Time. Pauserne vare lange og mangez ·vi
gik stundom vor Vei og lod dem staae, gik op og ned ad Gulvet
med Hænderne pZa Ryggen og et fortvivlet Ansigt, men intet hjalp.
Respecten var for stor fra deres Side til at de kunde komme fra Ste-
det. Endelig trak den Drukne Johan ud med sig, og betroede ham,
at han vel var lidt drukken, men at han ei saasnart kunde komme ud
af Rnsen som at trække Uniformen paa, og som den skyldige Ærbø-
dighed bød ham at indsinde sigz men at hans Mening var god. Han
vilde tilbyde os al mulig Hjælp, tilberede os et Aftensmaaltid, da
der i denne lille Bye intet var at faae. Da Johan kom ind med
denne Hemmelighed, lod vi ham takke dem og sige, at vi trængte til
intet andet end Roe, og havde selv hvad fornødent gjordes. Alligevel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
