Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kritik av aktualitetspsykologien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kritik av aktualitets psykologien
141
skyldes den omstændighet at man ikke holder den logiske
abstraktion og virkeligheten ut fra hinanden. Ti
virkeligheten forener hvad der for en logisk abstrakt
tænkning kan synes at være en motsigelse: enhet og
mangfoldighet, vedvaren og forandring. Dersom det Herbartske
substansbegrep var det eneste mulige, da maatte vi ganske
visst avvise substansbegrepets anvendelse paa sjælen.
Men der er intet iveien for at la sit substansbegrep
bestemme av livet istedetfor av abstrakte formler, og da blir
sjælslivet ikke et skin, men en virkelighet hvori sjælen
selv er tilstede, dog uten paa noget punkt at gaa helt
op i den.
Undvære substansbegrepet kan vi ikke, fordi vi uten
dette begrep blir ute av stand til at sondre mellem en
selvstændig og en uselvstændig tilværelse. En forestilling,
tanke eller følelse har ikke nogen selvstændig tilværelse.
Den eksisterer ikke som nogen selvstændig individualitet,
men kun som et moment, en proces eller akcidens i eller
hos en individualitet, og en selvstændig tilværelse kan
kun tillægges denne individualitet. At eksistere som
substans vil ikke si andet end at føre eller kunne føre en
selvstændig tilværelse i forhold til andre individuelle væsener.
At eksistere soin akcidens vil si ikke at kunne føre nogen
selvstændig tilværelse, ikke at kunne forekomme
anderledes end som egenskap, forandring eller proces hos et
selvstændig individ. En forestilling kan ikke eksistere
uten et jeg som henfører den til sig som sin oplevelse.
Men dette jeg betragter ikke i sin tur sig selv som en
slik forestilling eller oplevelse i et andet jeg. Det
tillægger m. a. o. sig selv en selvstændig tilværelse. Dette
forhold mellem en selvstændig og uselvstændig tilværelse
kommer vi aldrig forbi. Følgelig maa vi avpasse
substansbegrepet derefter, idet vi betragter substansen som noget
som vedblir at være en individuel enhet, tiltrods for at
den utsondrer sig i en flerhet av momenter eller processer,
og saaledes undergaar paa hinanden følgende forandringer.
Substansen er m. a. o. ikke hævet over utvikling.
Anvender vi et slikt substansbegrep paa sjælen, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
