Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjælen som transcendentalt jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166 Sjælen som transcendentalt jeg
av bevisstheten om mig selv til forskjellige tider er kun
den formale betingelse for min tænkning og
sammenhængen mellem mine tanker, men beviser ikke den
numeriske identitet av mit subjekt.» Jegets identitet er kun
ensbetydende med bevissthetens, ikke med subjektets
identitet, og man maa ikke overføre bevissthetens
egenskaper paa det tænkende subjekt.
Under indflydelse av Locke og Hume ansaa Kant
det for hævet over enhver tvil, at den menneskelige
erkjendelse er begrænset til fænomenerne, og ute av stand
til at naa ut over disse til den egentlig tilgrundliggende
substantielle tilværelse. Og naar den ellers saa
skarpsindige mand bibeholder bruken av ordet substans, saa
mener han dermed i fuldstændig strid med almindelig
sprogbruk i virkeligheten visse fænomener, nemlig de
som i motsætning til andre fænomener ikke frembyr
nogen veksling, men kontinuerlig vedvaren. Kant
kjender bare en «fænomensubstans». Og da det — som Kant
selv uttrykkelig fremhæver — er fuldstændig umulig for
den menneskelige fornuft at anse et fænomen for
virkelig uten at knytte det til noget tilgrundliggende, en ting
i og for sig, saa følte Kant sig nødt til at føre de
saakaldte substanser som han antok — nemlig materien
som substans for den ytre og det empiriske jeg som
substans for den indre erfaring — videre tilbake til «en
ting i og for sig», som efter hans mening muligens kunde
være en og den samme baade for den ytre og den indre
erfaring, baade for materien og det empiriske jeg. «Man
kan,» skriver han, «ialmindelighet si, at naar jeg med
sjæl forstaar et tænkende væsen i og for sig, saa er det
allerede feilagtig at spørre om den er likeartet med
materien eller ikke (ti materien er ikke en ting i og for
sig, men bare en art forestillinger i os). Det forstaar
sig jo nemlig av sig selv, at en «ting i og for sig» er
av en anden natur end de bestemmelser som utgjør
dens tilstand. Men sammenligner vi det tænkende jeg,
ikke med materien, men med det intelligible som ligger
til grund for det ytre fænomen som vi kalder materie,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
