Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Naturen og Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naturen og Gud.
Skapelse og opstandelse er begreper, som opfordrer
til en skarp sondring mellem Gud og verden og derfor
ikke godt kan forenes med panteistiske forestillinger,
som lar Gud gaa op i verden som et besjælende
enhets-princip. Ved skapelsen opstaar naturtilværelsen
utenfor Gud. Ved opstandelsen ophæves denne
naturtilværelse for de individualiteter, som er modnet til
en evig tilværelse i Gud. I sig selv er derfor Gud
hjemstedet for og kilden til en evig aandelig tilværelse,
og overfor naturen staar han som ren aand. En ren
aandelig tilværelse, hvori intet av naturen er
indblandet, er kun mulig i Gud.
Denne Guds selvstændighet overfor naturen har
sit motstykke i naturens selvstændighet overfor Gud.
Men mens Gud har kilden til sin selvstændighet i
sig selv, har naturen kilden til sin selvstændighet
utenfor sig, nemlig i Gud. Naar der er tale om naturens
selvstændighet i forhold til Gud, har man let for at
tænke paa et ur i forhold til urmakeren: at naturen
er Guds „verk" vil da si, at den er en av Gud
frembragt mekanisme, som virker uten hans indgripen.
Men hvis Gud bare hadde frembragt en mekanisme,
vilde han være haandverker, ikke skaper. Vi benytter
ordet skape om den høieste frembringelse, vi
overhodet kan tænke os, og det er høiere at frembringe
noget, som selv har frembringelsesevne i sig, end at
frembringe et mekanisk urverk. Derfor sætter vi Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
