Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikkedukken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
235
var enig med isdronningen i, at Leon var en
væmmelig liten knegt.
Siden traf jeg ofte madame Leon, som jeg
kaldte hende — isdronningen kaldte hende noget,
der lød som Houtin, men jeg vet ikke nøiagtig,
hvad det var eller hvordan det staves — om
morgenen, naar hun gik og gjorde indkjøp.
Og vi snakket sammen om dit og dat og fulgtes
et stykke bortover boulevarden, og altid var
hun like søt og frisk og pen og hyggelig at
snakke med.
Og siden jeg hadde faat etpar bekjendte i
den fremmede byen, blev den straks meget mere
hjemlig for mig. Især eftersom jeg indrettet mig
med nogen vaner. Efter morgenkaffen gik jeg
tur — omtrent bestandig de samme gaterne, og
gjerne saan at jeg kom ut paa boulevard Raspail
i den delen, som endda var under oparbeidelse.
Der var brutt en bred bane gjennem nogen gamle
kvartaler — husene langs gaten var nogensteds
bare revet halvt ned, saa en saa ind i tomme
værelser, hvor tapeterne hang i traser fra væggene,
og grunden var oprotet og skinnet lys av kalk*
støv, med hauger av rød mursten her og der.
Etsteds reiste der sig et gammelt gotisk kirkekor
mellem grønne lindetrær over gruset av nogen
raserte gaarder. — I morgensolen blev denne halv*
færdige gaten saa skinnende lys — de nye gaar*
dene var hvite av fersk kalkpuds, og luften var
mættet av fin, blond dis over den aapne bane,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
