Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Sommeren 1818.
Undertiden hænder det, at jeg føler mig
inderlig ensom her i Winkel. Da ved jeg bare ét raad.
I slige timer gaar jeg ud i skogens endnu større
ensomhed. Jeg har endog været der om natten,
jeg har betragtet den sovende natur, og jeg har
følt ro.
Nat hviler over skogene. Dagens sidste
aande-drag er død bort. Fuglene sover og drømmer og
digter nye sange. Men ugler skriger, og det sukker
i trærnes grene. Naturen har lukket sit øje; men
sit øre har den aabnet for menneskets evige klage.
Hvorfor? Dens hjærte er jo sten og kan aldrig
opvarmes. — Ej, den varmer jo ved sin ro, ved sit blik. —
Ovenover tindrer stjerne ved stjerne; de vandrer
sine baner og fryder sig over den evige dag. Men
dagen bryder ogsaa frem over skogen igjen. Se,
grenene vinker den imøde.
Han nærmer sig, dagens unge konge, han
kommer fra østen, baaren af sky-heste, og borer sin
flammende lanse i nattens mørke hjærte; og den
styrter ned i de dæmrende kløfter, og fra fjeldenes
tinder risler dens røde blod.
Alpeglød kalder folk blodet, og var jeg digter,
vilde jeg besynge det.
Paa denne aarstid maatte det være godt at
være paa Graatanden. Om natten, mens menneskene
sover nede i de mørke dale, hviler ud fra sin møje,
drømmer om møje og styrker sig til ny møje —
ligger de evige flader deroppe i stille glød, og ved
midnat rækker den ene dag den anden sin haand
over Graatandens top.
„Aa, det er et dejligt lys!" raabte gamle
Rüp-pel engang; „det lyser vidt over verden ud, det
lyser lige ind i min sjæl, det lyser mig engang
op til Gud."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
