Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
af bare lyksalighed; han er kommen paa sin rette
hylde; før var der ingen, som tænkte sig, at der
kunde bygges staute huse i Winkelskogene ogsaa.
Paa korsvejen.
Høsten 1818.
Oppe i fjelddalens øde ensomhed staar der et
trækors. Det er det samme, som de siger, er
vokset op af fuglens sædekorn, det, den saar, naar den
kommer flyvende over skogene hvert tusende aar.
Jeg raadførte mig med forstmesteren og nogle
af de ældste. Saa henvendte jeg mig til den gamle,
skjæggede rimsmed Rüppel, som ikke netop har
noget at forsømme, og spurgte ham, om han vilde
følge mig op i fjelddalen og hjælpe mig at bære
det mosgrodde kors ned til Winkel.
Og saa gav vi os paa vej en klar høstmorgen.
Vi var begge usigelig vel tilmode. Vi frydede
os over den skyggedunkle Winkelelvs rislen. Vi
takkede de grønne enge, fordi de var grønne, vi
takkede duggen og fuglene og raadyret og hele skogen.
— Vi vandrer over den brune skogbund, vi stiger
over raadnende, styrtede stammer og mosgrodde
sten. Træerne er gamle med langt skjæg, og min
rimsmed staar paa en broderlig fod med dem alle.
I mosen møder vi myrer, firfisler og tordivler; —
vi hilser paa dem alle, og de flagrende sommerfugle,
som er ude og morer sig, spør vi, om de ikke vil
følge os til korset. Men den lille, brogede verden
vil sletikke vide noget af det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
