Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
Og skogfolket fødes, lever og dør her, og de
gaar ikke en eneste gang i hele sit liv op paa det
høje fjeld, hvor man kan se al den store herlighed
og paa klare vinterdage havet.
Havet! Hvor let og vidt det da blir om
hjærtet! Der sejler en baad, en ung mand staar
ombord og vinker — —
Henrik, hvad er det? —
Den nar! Lever sit hele liv inde i
Winkel-skogene, mens han skulde ha været sjømand.
Juleaften 1864.
Banen er kort. Fra Winkelhuset og ned til
kirkegaardsgjærdet render de paa sine kjælker og
fjælstumper over den frosne sne. Og hvor de er ivrige
og taler i munden paa hverandre med lysende øjne
og varme kinder! — Jeg venter paa Peter, han
skal komme med sin violin, vi skal øve ind en ny
julesalme. Imens sidder jeg og ser ud paa de
lystige smaabørn og skriver.
De har skindhuer paa, de smaa, og de maa
puste og kave opover bakken en hel stund, førend
de er paa toppen ined sine kjælker — men nede
er de paa et minut. Megen møje for saa kort en
nydelse! Bare ikke en eller anden af dem ager
med hodet mod gjærdet.
Det stygge gjærde! Jeg vilde stryge afsted
paa min kjælke! ... og aldrig komme igjen!
Nu kommer Peter. „Sover sødt i hellig fred !u
•den vise er saa yndig, og imorgen —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
