Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Orfuglen - I. Karakteristik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
September af og indtil Vinteren kommer sprede
Fuglene sig, og da er Ungfuglen i Regelen taus.
Naar Sneen er kommen og Fuglen under Afdag
ningen og i Dagbrækningen søger sin fornemste
Næring i Birketoppene, flokker den sig atter
sammen. Den smaasnakker da under Beitningen,
om end Samtalen formedelst den Iver, med hvil
ken Fuglene tilfredsstille sin Hunger, ikke bliver
synderlig livlig. De unge Haner lære sig lidt
efter lidt til at efterligne de Ældres Ko-ko ko-ko
karrn ; de unge Høner, der have en lettere Opgave,
ere allerede ret flinke til at snøvle, ligesom Mode
ren, om end Lyden endnu er noget spæd.
Næst Rypesteggen have ingen af vore vilde
Hønsefugle saa forskjellige Lyd, som den udvoxede
Orre. Foruden det ovennævnte Ko-ko-ko-karrn,
som den udenfor Spillet anvender baade som Lok
og til Varsel, om den opdager noget, der vækker
dens Agtpaagivenhed og Mistanke, har den under
sin Leg tvende saavel derfra, som indbyrdes gan
ske afvigende Maader at udtrykke sine Følelser
paa. Dens Kampraab er en hæs, men gjennem
trængende Blæsen, en Schukselyd, der nærmest
udtrykkes saaledes: Tsiu-schu - - ui. Undertiden,
navnlig hos de unge Hanner, bliver Lyden kun til
Tsiu –- i. Naar den gamle Orre kommer flyvende
til Legen, eller den bliver opirret, lader den høre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
