Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HVEM VI ER. 23
Mange gange har far holdt paa at «gaa for det-* naar
hån har været ude paa sine reiser, men det vil han aldrig
være ved selv, han synes aldrig det er noget at snakke om,
men han ler og siger det er vaas og slet ingen fare. Det
er bare mor som er saa ræd af sig og indbilder sig alt
muligt.
Men saa begyndte mor i al stilhed at udspørge skyds-
folkene, og da fik hun nok høre sandheden.
En kveld for mange aar siden, da far og mor var ganske
alene, kom her et baadlag og vilde have far med sig et
stykke ud i fjorden til en syg. Det var ganske mørkt —
senhøstes — men heldigvis ganske stille, saa mor følte sig
nok saa tryg, da hun stod alene igjen og lytted efter aare-
tagene i stilheden. Saa gik hun ind igjen i sin lille ensomme
stue for at tælle timerne til far kom igjen.
Men pludselig, mens hun sidder der og læser, hører
hun som en tjern torden — pludselig faar huset et voldsomt
stød, det knager i bjelkerne — rister og dirrer i lampen og
prismerne — mor farer op! Hvad i al verden var dette?
Mor kjendte ikke «landvinden» saa godt da som nu. Det
var den som kom sættende i hele sin: styrke.
Storm! Og far var jo netop reist ud paa sjøen, maatte
være midtveis udpaa den oprørte fjorden, mor kunde først
ikke rigtig sanse sig — hun blev som fra sig af skræk —
sprang udi mørket for at faa fat i en baad — hun vilde selv
paa sjøen — hun kunde ikke være paa land; men da hun
kom ud, tog stormen hende og kasted hende som et blad
* Omkomme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
