Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20 SMAAPIGERNES BOG,
Far var saa bleg. —
Han skjønte han ikke kunde hjælpe sin lille pige, og det
var saa haardt, for far vil saa gjerne hjælpe alle.
Gamle Helena som passed Liv, var rent forskrækket, hun
kunde næsten ikke holde ud at se paa, naar far stelte med
Livs syge øine, pensled dem, vasked dem og klipped dem op,
naar de vilde gro rent igjen. Aa, det var en ynk at høre
paa hendes saare klagende graad!
Liv havde faaet en meget farlig øienbetændelse, en syg-
dom som berøver mange smaa børn synet.
En dag sagde far: «Ja, det ene øiet er nu fortabt, der
er ikke mere haab med det — bare vi kunde redde det
andet saa — men det ser stygt ud det ogsaa.»
Kort efter fik vi besøg af en anden doktor ogsaa —
men han sagde det samme som far, det ene øle var allerede
ganske blindt, og lidet haab var der om at hun skulde faa
se paa det andet ogsaa. Tykke graa pletter laa ogsaa over
dette øie det første var aldeles graat og ganske blindt.
Aa, for en sorg!
Mor graat dag og nat. Spiste ikke, sov ikke, bare bad
til Gud for sin lille pige. Bedstemor sad hele tiden hos hende,
trøsted og talte ømme, milde, gode ord.
«Graat ikke saa, du barnet mit! Det er saa ondt at
se paa for mig — husk paa — Gud har aabnet blindes øine
før, han, og han er ligesaa mægtig og god idag som for tusind
aar siden — hun kan nok faa se endda,» sagde bedstemor.
Men mor syntes det var rent haabløst — naar to læger
havde sagt det, saa var det jo umuligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
