Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HVEM VI ER. 43
Hele natten sad bedstemor og holdt lille Liv paa fanget
— den trofaste gamle bedstemor — hun hvisked imellem, mens
hun strøg taarerne bort: «Hun lever endnu du — hvem ved?
Kanske hun endda kan overstaa det og komme sig.»
Men mor låa stille hen og kunde ikke mere, alt svandt
hen som i taager for hendes øine.
Ja, slig var Livs daabsfest!
En fest til Guds ære og pris var det!
Nogle dage senere var det svære krampeanfald som Liv
havde havt, over, og en dag kom bedstemor ind til mor og
sagde: «Kjære, tænk jeg synes virkelig, at det tykke graa
belægget som er paa det blinde øie, ligesom begynder at bli
lidt tyndere — og det andet øie er slet ikke værre — snarere
bedre —» og bedstemor smilte saa straalende glad og klapped
mor — men mor var saa syg, hun kunde ikke svare — bare
saa op.
Og dagene gik og kom, og hver dag bragte mere haab
og lys i alles hjerter. Den tykke graa hinde der laa og
stængte for Livs øine, gled mere og mere bort af sig selv —
selv far, som aldrig havde troet at dette var muligt, begyndte
at fatte haab, og han stelte trofast med de syge øinene. To
maaneder senere reiste bedstemor — og da vidste vi alle at nu
fik Liv se paa begge øinene sine.
Den glæde kan ikke beskrives.
De to smaa kjære øinene lyste mod mor som to haabets
uslukkelige stjerner.
Da bedstemor siden mødte den anden doktor, som ogsaa
trodde at Liv maatte blive blind, sagde han: d«Det er vel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
