Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 SMAAPIGERNES BOG.
samme aabned gamle Helena døren, og stak det rynkede
ansigtet sit ind, hun var ganske bleg og sagde bare:
«Eg trur at no døyr Lita snart — ho vert so underleg.»
Og hun kom ind med lille søster — og da mor skulde se
paa sin lille pige, laa hun stiv og ganske blaa i ansigtet i
gamle Helenas arme.
Bedstemor vilde tage hende, men mor sagde: «Nei, lad
mig faa hende, saa hun kan faa dø hos mig.»
Idetsamme kom far ind i stuen med presten, som kom
for at høre hvorledes det var med mor. Bedstemor sagde da
til ham hvorledes det var.
Far bøied sig over sin lille pige og sagde stille: «Ja nu er
det snart forbi — saa kommer hun ogsaa paa kirkegaarden.»
Og far sank sammen hos mor.
«Hent det gamle. sølvfad — vil De døbe hende, prest
— men snart — kjære —» sagde mor, hun følte sig pludse-
lig saa sterk — en forunderlig høi kraft, som ikke var hendes
egen, gjennemstrømmed hende. — Mor reiste sig op og talte
rolig og bestemt med om alt, bedstemor holdt den lille døende
pige hen til presten — lysene lyste blegt, og vandet blinked
i sølvfadet.
«Hvad skal hun hede?» sagde presten.
Men ingen svared. Bleg og stille sad mor opreist i
sengen: «Hun skal hede 2zv.» Da stansed presten og saa
spørgende paa mor — han trodde hun snakked over sig i
feber. Men mor gjentog: «Kald hende Liv — jeg ved
godt hvad jeg vil.» I det øieblik vidste mor at hendes lille
pige skulde leve.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
