Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ST. HANS KVELD. RE
baade var de rene (det er nemlig finnerne ikke altid) og
ualmindelig HEEN Godt norsk snakked de ogsaa.
Gutten var syg han — havde en farlig sygdom i brystet og
maatte opereres. De maatte da opholde sig hos os en tid
og slog derfor telt i nærheden af doktorgaarden, paa syge-
huset vilde de ikke være, da de er vant til sit nomadeliv og
trives bedst paa den maaden i teltet.
Da far var færdig med operationen, og gutten var kommen
til sig selv igjen efter kloroformen, vilde vi kjøre ham ned
til teltet, men ved dere saa hvad han gjorde? Han reiste
sig op og sagde — «nei — eg gaar sjøl», og tænk saa spad-
serer han selv ned til teltet noksaa flink efter at ha under-
kastet sig en svær operation og ligget bedøvet 1 et par timer.
Sig mig om det ikke var storartet? Ja, slige kræfter
og vilje er det nok ikke mange som har.
Det er rent ubegribeligt hvor folk her er udholdende og
sterke, de gir sig ikke for ingenting. En anden gut, som far
tog stortaaen af, spadserte uden videre hjem bagefter — en
mils vei — og han gik ligesaa let som en af os.
Naa — Jo Mortens gut, Henrik, han kom sig da snart,
de boede i teltet en 14 dages tid, og vi var ofte nede og
besøgte dem, og de var ofte oppe hos os. Hver dag kom
Jo Morten op og skulde faa et godt brød til gutten sin, jeg
lagde da merke til at han stadig havde hunden sin i baand.
Hvorfor det? «Jo, kjære madammor, eg e ræd for di vakre
faulan dine,» sa han og pegte paa nogen af vore store hvide
italienske høns, som gik ude i gaarden. Det synes jeg var
en storartet hensynsfuldhed af en fin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
