186 varede det dog ikke længe, før han tabte Interessen for Overenskomstens Gennemførelse. Lange udeblev simpelthen fra Møderne, og de, der forhandlede, var ikke i Tvivl om, hvad dette betød. Overenskomsten vedtoges imidlertid til Trods herfor for Københavns Vedkommende, og i Motiveringen kom der til at staa noget om „særlig efter Udtalelser af Provinsfabrikantforeningens Formand". Fabrikant Lange meldte sig saa paany, men nu stillede han som Betingelse for at deltage i de videre Forhandlinger, at den aargamle Strejke hos Brøndborer Marius Knudsen i Odense skulde ordnes. Denne Hindring blev nu ikke saa overmaade svær at rydde af Vejen. Ved et Møde paa Hotel Dagmar i København, hvor Kommandør Nielsen ligeledes paatog sig Mæglerens Rolle, blev denne Konflikt bragt ud af Verden. Den havde efterhaan-den faaet en forholdsvis ringe Betydning for os, udover det at Marius Knudsen kunde udføre sit Smedearbejde (Beholdere og lignende) ved en Flok store Lærlinge og med Hjælp af Arbejdsfolk. Men ogsaa indre Vanskeligheder hos os selv var der naturligvis. Der var saaledes Spørgsmaalet om en højere Minimalløn paa de københavnske Smedeværksteder paa 35 Øre. Hovedbestyrelsen kæmpede saa længe som muligt derfor, men man blev saa efterhaanden klar over, at den egentlig ikke vilde betyde noget stort, thi Grov- og Klejnsmedene kunde begribeligvis ikke for ret manges Vedkommende arbejde for 35 Øre i Timen, og det store Spørgsmaal maatte da snarere blive, cm vi var i Stand til at forhindre, at Minimallønnen, som viide gøre godt mange Steder, blev til Skade for de højere Lønsatser specielt i København. Det var godt, at vi ingen Sær-Minimalløn fik paa Smedeværkstederne den Gang; vi havde sikkert kun faaet Bryderier og ingen Fordel deraf, og