185 paa et Resultat. Den 20. December havde man indgaaende behandlet den foreliggende Situation, og disse Drøftelser gentoges naturligvis Gang paa Gang, ligesom der paa Forhandlingernes forskellige Stadier lavedes Renskrifter og Aftryk, ialt findes der en halv Snes saadanne Forslag, som endelig skulde blive til Marts-Overenskomsten af 1900. Der var dog mange Vanskeligheder. Det store Spørgsmaal var jo bl. a.: Skulde vi have ens Minimalløn i København og Provinserne? Forbundets Formand var, i Overensstemmelse med Kongressen, absolut for, at dette skulde blive Tilfældet, men havde han stærkt gjort dette gældende overfor Provinsfabrikanterne, saa er det højst rimeligt, at disse havde haft et modsat Standpunkt. D’Hrr. Vestesen, Aarhus, og Jens Lange, Svendborg, fik derfor Lov til at udkæmpe Kampen herom. Vestesen var for en højere Minimalløn i København end i Provinserne og henviste til de „lave fynske Lønninger". Dette faldt imidlertid ikke i Fabrikant Langes Smag, og han tog nu absolut Standpunkt for en ensartet Minimalløn i København og Provinserne. Lange var i mange Aar vort Forbunds og dets Medlemmers mest uforsonlige Modstander i Provinserne, men her gjorde han for en Gangs Skyld noget virkeligt godt. Thi er der noget, der for den nu gennemløbne Periodes Vedkommende har været gavnligt for vor Organisation, saa er det den ensartede Minimalløn i København og Provinserne. Dette har for det første været medvirkende til at give Minimallønnen dens rigtige Karakter, nemlig Fagets absolute Mindsteløn, men den har ogsaa rent organisatorisk ført til, at de mange Forsøg paa ude fra at angribe os for vore Overenskomster i Virkeligheden er faldne døde til Jorden. Men havde Fabrikant Lange saaledes paa et tidligt Tidspunkt taget Standpunkt for den ensartede Minimalløn, saa