2 I de første dage af februar 1792 forlod Sneedorff med sit følge Paris og tog til England, dette „frihedens og den ægte nationalstoltheds hjem,“ som han skattede sä høit. I London påhørte han med stor interesse parlamentets forhandlinger og blev optaget som medlem af „Det nordiske Selskab i London“. Her opträdte han som ægte skandinav, prisede Kalmarunionen og holdt et foredrag om „vigtigheden af de tre nordiske rigers forening.“ Foredraget er trykt i „Skandinavisk Museum“, 2. B., side 1292 ff.. og er omtalt i Chr. Blangstrups bog: „Begivenhederne i Norden 1788“, Kjbhvn. 1889. Fra London gjorde Sneedorff et lærerigt fem dages besøg i Cambridge og tog i mai 1792 til Oxford, hvor han opholdt sig en 2-—3 uger. Herfra sendte han under 16. s. m. sit sidste brev hjem til Danmark. Den 17. mai drog han fra Oxford til Birmingham, videre over Liverpool, Lancaster og Kendal til Matlok, hvor han følte sig særdeles tiltalt af naturens | gra og befolkningens arbeidsomhed, og hvor han udtalte sin glæde over t liv, han troede lä foran sig. Men da Sneedorff d. 13. juni 1792 kom til byen Penrith i Cumberland, sprang hestene for den postkaret, hvori han kjørte, løbsk. Han hoppede ud af vognen, er antagelig falden på hovedet, hvorefter han droges med døden til kl. 1, natten til d. 15. juni, da hans livfulde sjæl udåndede. To dage efier blev han begravet på kirkegården ved Penrith. Se Nygűrds bog, s. 259 og 260. Således reves denne kundskabsrige og frisindede mand i sit 32. är bort fra den forfatterbane og den lærerstol, hvor han allerede havde udrettet så meget. Hans danske sind og danske tale, der var besjælet af en glødende kjærlighed til fædrelandet, deits historie og dets fremgang, har dog sat uudslettelige mærker i det danske åndsliv. „Da dødsbudskabet kom til Danmark“, siger Nygűrd side 201, „vakte det almindelig sorg. Man havde knyttet et stort håb til Fred. Sneedorff. , Nu lå det brudt. Også i udlandet beklagede man hans tidlige bortgang.“ Brevene er mig på det sidste nær velvillig overladte til afskrift og udgivelse at hr. professor Nic. Bøgh, hvorfor jeg herved aflægger professoren min bedste tak. I retskrivningen har jeg efter lır. rigsarkivar A. D. Jørgensens eksempel i hans værk om Griffenfeld, Kjøbenhavn 1893—94, benyttet en mere moderne form, dog med bibehold af de originale udtryk og vendinger. Ved steds- og personnavne, der iøvrigt paa grund af forfatterens utydelige og oftere i slutningen af ordet næsten ulæselige haandskrift, flere steder har været særdeles vanskelige at tyde, er saa vidt mulig forfatterens stavemaade bibeholdt. Hamborg d. 10. mai 1791. Fra Nyborg, min elskede broder, kunde jeg vel have skrevet dig til, men hvad der til den tid var forefaldet, var så lidet og uinteressant, at jeg, da Müänter skrev derfra til sin fader, lod mig nøje med at bede ham skrive, de skulde sende dig bud, jeg var kommet lykkelig over det store Belte. Sandelig, var det muligt, jeg kunde forsone mig med oceanet, så har det