26 finde grund til i mine breve; og den overbevisning bestemmer mig til at gjøre som tilforn: tænke så godt jeg kan, og så skrive uden frygt, hvad jeg tænker. De breve, som allerede er afsendte, har vel Pram fået, og kan man altså ikke tage fra ham; men de følgende kan du lade indrykke i Iris, om du synes. Jeg kjendte ingen, som var værre til at pynte på stil og sprog end Pram, og jeg gad gjerne vidst, hvorledes han har vendt op og ned pä mit brev. Dette er mig yderst ubehageligt. Kunde du ikke få originalen af Nyrup for at gjøre sammenligning? og for alting forebygge for fremtiden, at ingen forandrer uden du. Intet, min bedste broder, beviser mer min forfængelighed end dette brev. Her har jeg på næsten 3 sider ikke talt om nogen ting uden om mine breve og mit autorskab, men jeg har ingen nysselig lille datter! Intet andet foster end de tørre blade, hvis skjæbne har givet anledning til denne tørre, usammenhængende prædiken. Tillad at jeg lægger den begjæring til, at når du taler om mine staldbrødre, du da roser dem, fornemmelig von der Lühe, som er en god dreng, og at du endelig ikke siger til nogen, hvad Numsen har skrevet til ham om mine breve; det kommer upåtvivlelig fra ham; jeg vilde gjerne komme tilbage som ven af de 2, den 3die bryder jeg mig intet om. Jeg er så fuld af dette Frankeriges utallige mærkværdige gjenstande, af denne ubegribelige revolutions historie og nærværende forfatning, personer og fakta, partier og kabaler, videnskabernes mænd og biblioteker etc., så min tid og min hukommelse hver dag kommer tilkort; det er et ocean, hvoraf jeg samler daglig dråber. Konstitutionens krisis er meget spændt for nærværende. Jeg talte iaftes i „Club de 89“ med en oberst af kavalleriet, som kom nylig fra Strasburg; han sagde, at de emigrerte vel gjorde betydelige anstalter, havde penge i mængde, men det var dog umuligt, de kunde begynde på noget før henad foråret; han regnede på, at de var i tallet 15000; deres største støtte er i Frankrig selv, og fornemmelig hos overtroens, ikke religionens lærere. Jeg går stundom i nationalforsamlingen; men jeg kjender dèr kun en sand, stor mand og det er Vuublanc,