Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Hvad man sagde i Familien om Ivar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
Begge blive balstykige og staae i Begreb med at
fare hverandre i Kardusen. Men idet jeg løfter
Haanden mod hans Hoved, giver han sig til at
skoggerlee . . . han havde blot villet have sine Leier
med mig, Gavtyven! Jeg skjældte ham Huden
fuld; for hvor let kunde det ikke have gaaet galt!
Og deraf seer man, at en Krig kan gjøre Menne-
sket til . . . ja næsten til et vildt Dyr. " Men det
veed jeg med mig selv, at jeg aldrig har gjort hver-
ken Ven eller Fjende Uret. Jeg kan sove roligt
og veed ikke hvad Anger er. Gud naade dem, der
kan sige Andet i«
Stolt saae ikke paa Hanna ved disse Ord; men
der var Noget i dem, som traf hende, og for at
dølge det, sagde hun —
,,Bevare’s! Det er vel ikke saa farligt heller!
· . . Alle ere ikke —- saa folsommel«
»Destoværre for deml« — svarede Stolt, idet
han reiste sig og kastede et strængt Blik paa den
unge Pige, hvis fraekke Letsind opbragte ham —
,,Bedre at være foisom end følesløs, og —- vee
den, der er sorhcerdetl«
Hanna blegnede, men vendte Ryggen til, slængte
Lyfesaren paa Bordet, saa at Tonen fløi iSkjodet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
