Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Vaardage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
den Traestamme. Er det ikke mærkværdigt? Hvad
befaler? . . . Ia, Ja—ha!"
Men medens Onkel Urbanus fortalte, samlede
mere og mere piinlige og utaalelige Tanker sig i
Jvars Sjæl. Et Slags daemonisk Raseri mod sin
egen Daarskab, mod den skjønne, falske Qvinde,
som havde bedraget ham jog hvis Haanlatter over
hans Lidelser han nu syntes at høre, samt endelig
mod den arme Fortæller, bemestrede sig hans Sjæl.
Uvant til at beherske sig, følte han i dette Øiebliks
Marter kun en vanvittig Længsel efter at slippe
løs fra sine Plageaander, der forekom ham som pid-
skende Furier. Hans Hjerne forvirredes, Raseri
fyldte hans Bryst, og med en vild Latter rev han
sig løs, idet han stødte Onkel Urbanus omkuld og
stormede uden Besindelse fremad gjennem den ned-
dalende Nat. Flere saae sig forfærdede om, idet
han foer dem forbi; men Tusmørket og Taagen
skjulte ham snart for de speidende Blikke; og den
Ulykkelige ilede . . . ilede . . .
Men paa Drottninggadens Brostene laa Onkel
Urbanus og skreg som En, der var bleven overfal-
den af Stimaend.
Hjemme gik Hedvig og ventede paa Jvar. Au-
gustin var reist bort for nogle Dage i Embedssor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
