Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. De Forlovede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Io-
gifte mig. Ene vil jeg vandre min Vei . .. den
maa blive, som Gud finder for godt. Aldrig vil
jeg glemme dig, aldrig blive glad, aldrig blive rig-
tig rolig, førend jeg veed, at du atter er lykkelig,
og tænker uden Bitterhed paa mig. O, give »Gud,
jeg kunde borttage den, du nu føler-, og, inden jeg
gaaer, erholde din Tilgivelse . . . kun et lille godt
Ord, som kan give mig den Trøst og det Haab,
at vi ville mødes igjen engang og række hinanden
Haanden som Venner! . . . Min Ven —- min Læ-
rer — Sigurd, giv mig et venligere Blik! Det er
for bittert at skilles saaledes! . . . En tung Byrde
vil endda shvile paa mig –— den, at jeg har været
utaknemmelig mod mine Velgjørerei«
Og hun græd.
Sigurd havde klart indseet as Gerdas Ord og
hele Væsen, at nu var ingen Tilbagegang, ingen
Gjenforening tænkeligz men hans Stolthed oprør-
tes og vilde ikke lade ham see, hvor dybt han var
saaret; hvortil ogsaa kom en ædlere Følelse, som
qvalte Bredens og S«knertens Udbrud hos ham.
Det ædelt Qvindelige i hendes Væsen og Opførsel
sremkaldte det ædelt Mandlige i hans .. . thi det
fandtes det-, skjøndt fertreengt af mere raae Kræf-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
