Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Uno
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
«Men jeg veed dog ikke, hvad jeg skalitaenke om
hans Tilstand, hvad der er at gjøre ved ham. Jeg
følte mig saa usædvanlig oplivet idag, da jeg be-
gav mig til ham. Jeg havde besluttet at tale med
ham, det koste hvad det vilde, at trænge mig frem
til hans Fornuft, vække eller idetmindste ryste hans
Tænkekraft. Jeg tog ham paa en g·evorben Fod,
bebreidede ham hans overdrevne Sorg, talte med
ham om det Vidnesbyrd, som Menneskehedens
Samvittighed, Menneskehedens Medvider til alle
Tider har givet for et Liv efter Døden-, for den
personlige Opstandelse, og søgte saaledes at lede
ham til det Lys, den christelige Aabenbaring har «
ladet opgaae som en Fuldkommengjorelse as, en Be-
kræftelse paa Menneskefornuftens høieste Anelser.
Jeg angreb ogsaa hans Hjerte, jeg rørte ved det
smertende Saar. Jeg spurgte ham, «vm han ikke
troede, Engel vilde lide under» hans Sorg, om ikke
selv hendes Himmel vilde formørkes af den. Jeg
paamindede ham om den Anelse af dette Forhold
mellem elskende Sjæle, som ligger udtrykt i det
gamle skjønne hedenskeSagn om Helge og Sigrun,
som hvorledes han, «den -Døde«, klager over at
hans Bryst gjennemisnes as »Sorgdug« og gjen-
nemtrænges as de Taarer, som hun, den efterladte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
