Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Dødstanker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
gertha —- ,,og det er bleven straffet. Nu vil jeg,
men kan ikke. Mod og Klarhed sattes mig !«
»Kan det ikke komme igjen, ikke vækkes paany?
Tænk derpaa og —- hvoraf det kan det!«
,,Det kan og jeg veed ogsaa hvoraf. Af
en Glæde, en Solstraale, men-den kommer ikke;
og den, der hindrer det, er Dem, Augustin
Dalbergl«
»Mig?« udbrød Augustin bestyrtet og saae
spørgende paa hende.
Lagertha vendte Ansigtet halvt bort, som hun
stod der foran ham. Det var blegt, og Taarerne
traadte hende i Øinene. Hun zittrede, og paa Læ-
berne hævede de Ord: »De er i Fare, er en Do-
ende!« men de kom ikke til Udbrud.
Men Augustin hørte dem i hendes Sjæl. Rort
greb han hendes Haand og hviskede-
,Lagertha !«
Hun saae paa ham, og hans varme, straalende
Blik mødte hendes-. En levende Gnist sprang over
fra den Ene til den Anden. Og den sagde, hvad
ingen Ord kunde have udtalt tilfulde.
Augustin var ingen selvkjær Mand; men Følel-
sen af den ædle stolte Qvindes Hengivenhed fik
hans Hjerte til at slaae varmere og livligere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
