Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Taksigelsens Fest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M
Gothilda blegnede, og Taarerne sprang frem i
hendes Øine.
Generalen stod et Øieblik taus og betragtede
Gravchoret, og hans alvorlige Udtryk formildede
sig til et stille Smiil.
,,Nu ja, hvorfor ikke?« —- sagde han — »Denne
Plads er ligesaa god som en anden , ja bedre end
nogen anden, naar man er kommen til visse Aar...
Nei, ikke saa, min lille Gotha, min lille Haand-
langerl« —- vedblev han med Inderlighed, idet han
lagde sin Haand over Gøthilda’s Øine, der vendte
sig imod ham, vaade og varme som dugsvangre
Sommernatter —- «Nei, Barn, man skal ikke
graede over de Gamle, som døe, men kun over de
Gamle, der overleve sig selv. Og for Døden flyg-
ter jeg ikke. Men vel for en langsom Dobskamp,
en lang Sotteseng med Vaagemadammer og Apos
thekere Gud ·bevare mig derfor! Nei,.som den
store Kong Carl, saaledes er det godt at·kunne døe-
og smukt med. Han døde herligt, døde som han
havde levet, med Ansigtet mod Fienden, med Ka-
noner, Volde og Taarne foran sig, færdig til An-
greb, vaagen, rask og munter midt i den kolde
Vinter-nat, med Brystet mod Faren, med Hovedet
hsit. Da kom Kuglen ... da boiede han det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
