Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nu stod de stille og saa udover fjorden, hvor
taagen langsomt drev udover. De havde ikke
talt paa en tid. Som regel gik de i det sidste
ofte ganske tause.
«For en underfuld ting dog kjærligheden
er,» sagde konsul Bodom pludselig. Elisabeth
studsede ikke engang, det var, som hun havde
tænkt paa det samme.
«Ja,» sagde hun stille og ligefrem. Og denne
gang ærgrede det hende ikke, at hun ikke vidste
andet at svare ham, — det var, som der intet
andet svar behøvedes.
Men fra den dag vidste Elisabeth ved sig
selv, at hun elskede ham. Skjønt, elske, — nei,
det var saadant et sterkt ord, — nei, ikke elske,
— men like ham, — like ham fremfor alle andre.
Og tomheden og graaheden forsvandt med en
eneste gang af Elisabeth Elys liv. Hver dag var
ny. Ålle hendes gamle, mismodige tanker var
som blæst bort; at dog livet havde gjemt en
saa-■dan glæde endnu for hende!
For han elskede hende; hun følte det. Om
hun ikke saa ham, — hun følte det, naar han
kom i hendes nærhed.
Hun sov ikke mere saa roligt om nætterne,
laa vaagen og tænkte op igjen og op igjen alt
det underfulde, som dagene bragte. Saa kunde
hun pludselig le af sig selv: Nei, jeg er gal, —
det er bare noget tøv altsammen, — han bryder
sig ikke om mig, — kanske det er noget, jeg
indbilder mig, det hele, at jeg ogsaa liker ham,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
