Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sti-Jagten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Storeli under Rypejagten, jeg havde medtaget en Hvalp, som jeg
kjøbte af Bryggerimester Jonassen i Skien ifjor, falden efter
Udstillingsdyr med Præmier og gode Brugshunde. Den var rigtig vakker, der den
kom hid som 8 Uger gammel, med pene Tegninger, pen Rompe og
lange Ører, Spaarer saa det suste selvfølgelig. — Jeg sendte den til
Helge Braaten i Sognedalen, som havde mistet sin gode og paaholdne
Hund, og som gjerne tog Hunden som sin, mod at jeg imellem kunde
faa jage med den. Rigtignok har jeg som Udstillingshundene i
Graahundklassen Staaører, men da jeg fik se Hvalpen igjen nu ihøst, blev
jeg ialfald slakøra, thi et sligt Skaberak af en Harehund skal en Død
og Pine lete længe efter. Den var spinkel, liten men høibenet, kortøret,
blas i Farverne og sabelrompet med Fane, Fy Fa’n, men Spaarer,
Gudsigforbarme for Remedier, rene Rognebærklaser. — Naa ja, den fik
jagu vite af, at den var kommen tilskogs, baade Maarra og Kvæld blev
den og Jens Vigs «Sjak» motioneret i Styggeveiret ihøst og Haran fik
Føtta under sig. Engang jog Kara langt udover Kvællen og Johan
Aure, som da var aleine med dom, kom silende vaat ind i
Lampeskinnet med bare «Sjak». «Aah, han drar vel ikke tilbøgds naa Natters
Tier» ; mente Aure, og han fik Ret, thi Halvtimen efter kom Ufyse.
Dette var jagu To, og vi tog os en paa det, og dette saameget mere,
som Ufyset tidligere ikke havde hat med Haren at gjøre. Hareblod
pigget den endnu mere op selvfølgelig, og nu skal jeg fortsætte der
hvor jeg slap.
Der er deroppe som omtrent alle Stans, en Vrihara. Den har vi
i de sidste Aara hat mye Moro med, og den var det, som nu var paa
Høverne. Naaja, Veiret var uggent, kunde ikke holde tæt, silte iblandt
og Skodda laa oppe paa Fjeldkammen ret over os med skiftende
Figurer, eftersom Blaasten dirrigerte. To Gange hadde Vriharan været
deroppe i Skodda og to Gange hadde den passeret Volden, men hver
Gang forskjellig selvfølgelig, som det sig hør og bør en Vrihara, sidste
Gang ret udenfor Vinduerne vore, saan circus 15 Skridt, i Paasyn af
Inger, der stelle for os.
«Sjak» laa foran hele Tiden, thi den er naa en Branne til aa
lange ut, men forløb sig nedi Skogen paa andre Turen og kom op til
Matfate, thi det dro mod Kvælden. Men Inger satte’n paa Foten og
der blev Gaul; saa, samstønners hører vi ikke Gudforsørje mig Ufyse
oppe i Fjeldet, au, au, au saa det kost. Alt hvad vi forsøgte spare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
