Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Polerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
Lykke paa Færden, efter at have vist os i den Retning, som han ikke
skulde have gjort, hvad vi senerehen ogsaa fik konstateret.
Nuvel, det var kommet til et «Enten-Eller». Jeg lod mig overtale
til at gaa efter Kart og Kompas videre fremover en Stund, for da skulde
alt være greit. Kort efter hænder det, vi kommer til Styrtninger, som
Bygdins flade Strande ikke kjender til, og da var jeg Herre og sa’ Stop.
Den yngste fulgte mig, men Stribokken, Spanieren, fortsatte. For at
give korte Tøiler braasnudde vi og drog vor Kos. Da Skodden havde
lagt sit uhyggelige og klamme Dække mellem ham og os stopped vi.
Min Beregning slog til, han hojet og saa bar det til Gjendeboden igjen,
der netop var opført.
Det var en forunderlig Marsch efter Kompasset og i Skodden, og
saaledes som Sneflækkerne fortonet sig, store og vældige som de isbe
lagte Vand vi havde passeret. Gjentagende blev jeg skuffet ved disse
Sneklatter, lii Kræfterne og Ængstelsen gjensidig ogsaa øvede et vist
siappende Indtryk paa min Hjerne, og jeg gav efter for deres Anmod
ning om Hvil.
Vi fandt Ly for Regn og Blaasten bag en stor Stenrøs, hvorfra vi
stirrede ud i Skodden og af og til lod Øiet hvile paa det digre Rens
dyrshorn jeg havde fundet paa Returvandringen, og som vi havde skif
tedes til at bære. Det var ikke stort Pratet mellem os. Tarmene skreg.
Vi havde lagt ivei fra Lillehammer uden Niste omtrent. Paa Aakre
sæteren, hvor vi overnattede, havde vi faaet Ørret, men paa Sikkels
dalssæteren Dagen efter kuns sur Melk, Fladbrød og lidt Smør, og det
vi nød til Kvæls i Gjendeboden, hvor vi stelte seiv, var lidt Liebig, som
vi kogte og aat med de næstsidste Brødsmuier; de sidste gik med til
Frokost og dermed var alt ætende ude af vore Randsler med Undtagelse
af lidt Chocolade.
Det led ud paa Kvælden og Stemningen i os blev andagtsfuld og
Andagt blev ogsaa Stenrøsen vidne til, men liver enkelt af os for sig,
ikke samlet som i de opmurede Gudshuse.
Saa begyndte Kulden at melde sig og Kræfterne maatte til igjen:
men som det led og led og Rensdyrhornet blev besværlig for alle af os,
hivde vi det væk. Hvad skulde vi ogsaa med det paa denne Vandring,
hvis Udgang saa ud til noget af hvert.
Naar jeg nu fortsætter med denne Skildring, da er det fordi Fæ
lægeret vi kom til nær Gjendeboden, for os stod i samme Skjær som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
