Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - „Vaarjagt”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
være vor Tak til Pus, at netop den, for saa mange af os, ved det at
den har lokket os ud i Naturen, just derved har aabnet vort Øie til
Forstaaelse af det vakre i vore smilende Lier, Aaser og Brøl.
Til din Forherligelse, Pus, være da disse Linjer viet. Du samler
Eammerater til muntert Tog i Vaarnattens lyse Timer for igjen at sprede
dem hver til sit med skjerpede Nerver og uforglemmelige Minder om
hvad du lod dem opleve.
Thi nåar Bossen hænger over Akslen, er Livet straks et helt
andet, du seiv, Kammeraterne, alt er som nyt. Specielt to Ture, som
Pus ved Pintsetider bod mig paa, har fæstet sig dybt i min Erindring.
maaske fordi at begge Gange var det Harejægere af Rang, der førte
an, og at jeg saaledes gik til Jagten med samme Tanke som Læseren
nu; «stakkars Pus».
Grøsland.
Det var for snart 10 Aar tilbage endnu medens Vaarjagterne gik
for sig paa Eker, i Sofus Aars’s gamle Trakter, at syv af os havde
sat hinanden Stevne paa Haugsund Station. Jeg erindrer ikke hvilket
af Togene kom først, men det er mlfald sikkert, at Pargen kom sidst
ud fra Toget nordfrå. Det havde sin Grund deri, at en kraftig bygget
Kar med et Par prægtige Skuldre havde været listig nok til at pakke
Nisten sin ned i en diger Kuffert, som han havde låstet med forskjelligt
unødvendigt noget, hare for at undgaa Bæringen. Skulde han ud paa
Moro, vilde han ikke slite, var hans Mening, og mente ved Kofferten
sin at trumfe Kløvhest igjennem. Johannes, Aars’s gamle jagtfælle,
tilbod sig straks at stoppe Nisten bans i sin Skræppe. og paa det Vis
blev Kofferten igjen og vor Vens Hensigt opnaaet.
Lidt Sommel er det jo altid, før man kommer saa langt som til
Afmarsch, nåar man er saavidt mange som vi va)-, seiv om Pargen
ved Udstigning af Toget er placeret paa vore respektive Rygge, men
Kufferter, de er rene Umuligheder; og saa, nåar man saa endelig er
kommen igang, er det igjen Bikjerne, der ret som det er hefter en bort
efter Veien.
En deilig Aften var det, gjennem varm havde Dagen været, men
nu, da Solen kastecle sine lange Skygger bag enhver Gjenstand den
berørte med sin giinsende Aande i den stille Luft, iudgod den os et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
