Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - „Paal“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kursen igjen sydover paa den anden Side Fiskerhytten og ind gjennem
el Irangt Sund ud i et større Bassin. Ogsaa her efterlod vi nogle Garn
og kom gjennem nok et Par Sund til vort Maal, den sondre Ende af
Osefjorden, hvor de sidste Garn blev udsatte og hvor vor Farkost skur
rede op mod Stranden, der hvorfra Våndet gjennem en lang Myr fra
Bjørnsjøerne rinder ned i Osefjorden.
Aftensolen saaes ikke mere til, seiv det gyldne Skjær, som den
farver Skyerne eller Luften med, længe efter al den er gaaet ned bag
Horisonten, var forbi. Roligt laa det drømmendé Vand der nu i Afte
nens Stilhed, medens Myggenes infernalske Musik tilkjendegav, at der
dog alligevel var Liv i Tilværelsen rundt os. Seiv Atmosfæren var
übevægelig, Lydbølgerne derfor saa meget intensere; nåar vi talte, gik
paa Stranden ned til og fra Baaden, og i denne efter de nødvendige
Tine for vort Maaltid, Grydehanken nåar den sliptes ud af Haanden
ned mod Grydens Kant, Aarerne nåar de skjøves tilside, og Øksehuggene
der Brændsel kløvedes, alt var som rent Metal i Klang.
Medens Paal og Nils renskede Fisk, og Jacob stelte Kjøkkenet
istand, var jeg oppe i Loken en Tur med Flystangen. Af den Førnøielse
fik jeg snart nok. Myggen var for strid, Våndet for grundt og Aftenen
endnu for lys til Fluens bedrageriske Fald paa Våndet.
Landskabets Ro var imponerende, maaske mest derfor at Øksen
havde ladet Skogen i Fred. Denne Ro, der optager en nåar man trasker
solo omkring, og Fisken ikke vil, er, kan jeg gjerne si, hoistemt; Stil
heden afbrydes blot nu og da af Smaaørretens Skvulp, der efterlader
en Ring i Vandel, som idet den lidt efter lidt udbreder sig, forsvinder
lig Boblerne der midt i Ringen, brister en for en eller flere ad Gangen.
Kun Myggens forargelige Melodi og dens Nærgaaenhed hindrer en iat
lade den betagne Stemning fuldt faa raade, som man gaar der langs
det klare Vand, i hvis Flade Himlen lige ren som over en sees.
Der jeg vendte tilbage, var Fisken og Theen og altsammen færdig-
stelt under Furuernes Kroner. Med en uforlignelig Appetit nod vi dette
vort Maaltid, det første siden vi forlod Fiskebuholmen. Fiskebenhaugen,
der vi med passe Niste for vor Vandring ind til Lille- og Store-Bjørnsjo
brød op, vidnede om vor Appetit. Did op gik det meste af Veien gjen
nem Furuskog, til vi naaede Bækkeleiet, hvor Ørreten plaskede og
skvulpede, og hvor den sprællende paa Krogen snart faldt af i Græsset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
