Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
sluttede hende fast og tæt som i en Skruestik
med sine stærke Arme, han holdt hende næsten
løftet i sin Favn, og han bedækkede hendes
taarevædede Ansigt med brændende glødende
Kys, der gled ustandseligt ned over hende som
en Ildregn.
«Jeg elsker dig, jeg elsker dig, Adda — hvor
jeg elsker dig».
Hun sukkede, dybt, hun vaandede sig stille,
hendes Slør var revet itu, hun laa bestandig i
hans Arme, hendes Mund hvilede ved hans Kind,
hun laa bøjet over hans Skulder, hendes Blod
jog brændende gennem alle Aarer som i en Rus,
hele hendes Legeme var greben af en sød
Svimmel, ikke en eneste Tanke, kun denne Svimlen
og denne Susen gennem det stormende Blod.
«Adda — Adda —».
Det var paa samme Sted, hvor hun og Irgens
i stille Sympathi havde søgt sammen den Aften,
Haand i Haand.
Men hun vidste ikke af sig selv, lod sig
gribe af dette Favntags bløde Rus.
«Holten!» hviskede hun, «slip mig, hører De!»
Han blev ved med sit Favntag, vilde ikke
give Slip, han knugede hende under tusinde
ømme Ord, han tog Vejret fra hende med sine
flammende Kys og Kærtegn, hun laa ind imod
ham med sit hvide Ansigt badet i afmægtige
Taarer, uden Klager, uden Skrig, tilintetgjort,
udslettet i dette ubændige Stormkast, der drev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
