Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Hun lagde Hænderne omkring hans Hoved,
tvang det ind imod sit, men han stødte hende
lempeligt fra sig, undgik hendes bløde Kærtegn,
hæftig, uvillig.
«Og alt det faar jeg at vide, tilfældigt — ved
et Tilfælde!»
Han saa paa hende med forvildede
sørgmodige Øjne, som troede han hende ikke heltud,
hun skjulte noget for ham.
«Nu forstaar jeg, Adda — Brevene — og
den Aften — din Billet til mig —- jeg skulde
straks komme — hvorfor skulde jeg komme
straks — alt det besynderlige — vil Du maaske
forklare mig — hvorfor, hvorfor, hvorfor?»
«Men Herluf dog — det er dog for
barnagtigt.»
Han kastede sig ned over en Stol, hulkede.
<Vil Du ikke holde op med at græde,» sagde
hun let indigneret, «jeg kan ikke lide, at Mænd
græder — det véd Du.»
Hele hans Legeme rystede under denne
krampagtige Hulken, der knugede ham sammen,
Taarerne ligefrem sprang frem over hans hvide
blodløse Hænder, som han pressede ind mod
sit Ansigt, han rokkede frem og tilbage og
nævnede hendes Navn, stødvis i en Strøm af
uforstaaelige Ord. Hun følte sig nedværdiget paa
hans Vegne, hun fandt hans Stilling uskøn, den
Maade han sad paa med Benene langt fra
hinanden, hele hendes forfinede og skønhedskulti-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
