Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
Og alligevel bedrog de jo slet ikke
hinanden.
De gav hinanden af en lønlig Rigdom — og
kom hinanden nærmere ved denne tavse
Meddelen, der sjældent lik Mæle.
Glemsel og kun Glemsel var det, der
strømmede ud fra alle disse gammeltyske Byer,
Glemsel der strøg ned fra de sorte Taarne, ud fra
de aandsfraværende Huse, de stumme
Stenarkader, de grønskimlede Brønde og de døde Torve.
Adda havde en Fornemmelse af, at Livet sivede
bort gennem alle Porer, og at hun selv var ved
at stivne til en af disse graa, gotiske Stenfigurer
paa Raadhusene, der stirrer ud i Tomheden og
aander Forgængelighed fra sig.
De var helt borte i Middelalderen og rejste
ganske langsomt fra By til By, gennem
Braunschweig, der er fuld af besynderlige Ekkoer, og
Hildesheim med sit tusindaarige Rosentræ.
Irgens stjal en Kvist af Træet og gav Adda den
med et Smil, der næsten var undskyldende.
De var ganske alene den Dag inde i Klostrets
Buegang. Himlen var fuld af hvide, drivende
Skyer bagved de røde Kirketage. Domkirkens
rustne Klokke kimede og kimede, Mure og
Søjler gav lange Ekkoer fra sig, og saa stod de og
stirrede paa denne uhyggelige Rosenstok, der
sagdes at være tusinde Aar og som kun bar
visne Blade. Professorinden var inde i Kirken,
overalt hvor der frembød sig en Lejlighed, lod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
