Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
323
Lejlighed, alt skulde staa paa samme Plads,
hver en Stol og hvert et Blomsterglas, samme
Farver, samme Skygger, Vinduerne skulde vende
mod Nord som i Frederiksgade, alt skulde
eftergøres lige indtil Illusion, en eftergjort Pastiche
af hendes egen for evigt tabte Fortid.
Natten derude var rosenrød, et dæmpet Rosa
fjærnt ude over Kullens langt svungne sorte
Bjærglinie. Og Lyset tog ikke af, det dvælede
som en Drøm i Naturen, og Luften var fyldt
med line sensitive Svingninger, der svækkede
Viljelivet, Naturens Pulsslag var næppe føleligt,
men dens Nerveliv vibrerede grænseløst.
Og naar hun saa igen levede i de gamle
Omgivelser, vilde hun ogsaa helt blive sig selv,
enhver vilde komme til at trives i sin Jordbund,
hun og Herluf, Mor og Ernst.
Hun vilde hellere vinde i Finhed og tabe i
Styrke end omvendt.
Saa tænkte hun paa Gregers Holten, hun
lagde et Sjal om sine Skuldre og gik ud i den
lyse Nat. Hun gik og gik. ned gennem Haven,
ud over Markstien, Kronborgs Fyr slog sin
urolige Lvsvifte ud og trak den bråt tilbage, hun
saa hurtigt tilbage, der var Lvs endnu inde hos
Herluf, og hun vendte hurtigt om, næsten løb
op mod clette oplyste Vindue, var allerede ved
Døren, saa vendte hun igen om og satte sig hen
paa Verandaen, men Vinduerne var fastnaglede,
21*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
