Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
343
Øjne, hele Dødens Gru fra alle disse hundrede
Senge og fra disse graa og trøstesløst nøgne
Vægge.
Hun lukkede, igen Øjnene, tog sig hen over
Haaret, hun syntes, at hun selv laa paa en af
disse hvide Senge, og at et stort mørkegraat
Skærmbrædt langsomt blev stillet op omkring
hende, lukkende sig paa alle Kanter, skjulende
Tilintetgørelsens grænseløse Rædsel for de endnu
levende.
Og der klang en Stemme ned gennem
Hospitalets lange sørgmodige Gange, en Stemme fra
noget der var usynligt, men stort.
Ser I, hvor lidt jeg bryder mig om eders
Legemer, jeres Legemer som I hæger om, som
I elsker, som I bekymrer jer om, som I
sminker og forskønner paa uendeligt opfindsomme
Maader —, alle disse Legemer tilintetgør jeg
med min Finger. Der bliver ikke Støv en Gang
tilbage. Min Haand er over eders Legemer, jeg
knuser dem, jeg forkrøbler dem, jeg vansirer
dem med tusinde snigende, hærgende,
rædselsvækkende Sygdomme, med Sot og med Pest.
Min Haand er over Jer.
Ser I hvad der bliver af det, som I kalder
Skønhed.
Intet — jeg rører ved eders Legemers
Hylstre, og de visner, hvidner og krymper sig,
hurtigere end de Blomster, hvis sjælløse Blomsterdød
I beklager.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
