Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
over, glæden fik som bedre rum naar hun saa op i
himlen, som hvælvet sig over sjøen og husene. Hun hadde
faat en veninde. Alt det som spirer imot kjærlighet,
hengivelse, elskov i et halvvoksent sind, skalv i hende
som truffet av en braa solhete. Pludselig turde hun
tænke paa det hun hadde saknet — pludselig turde hun
længte — pludselig visste hun, hun hadet de to lyse
grossererpikene paa første bænk. Fanny og jeg...
tænkte hun.
Paa det lille bordet i gangen slængte hun remmen
med bøkerne fra sig og styrtet ind til moren i stuen.
«Hvad er det, barn?» spurte fru Maiman — skræmt.
Saa stilt at hun knapt hørte det, pieide datteren komme
fra skolen.
«Mama, jeg er saa grufuldt kvalm,» sa Veronica og
boret hodet mot morens bryst og slog armene omkring
hende. —
Naar moren var i té’er hos andre damer, gik Veronica
til gamle frøken Maiman paa stiftelsen.
Det var en liten have foran den låve, toetages
mur-gaarden. Om vaaren stod crocus, sneklokker,
perleblomster og scilla like indenfor gjærdet, og hun holdt sig
med hænderne i jernstængerne og saa længe paa dem.
De stod der til de visnet, ingen andre hadde lov til at
plukke dem heller. Det var nogen store trær i haven;
om sommeren bredte de løvet som et tak over det høie
stakittet, om høsten laa det røde og gule lønneblade
paa hellene foran trappen.
I den lange gangen i anden etage lugtet det kaffe.
Grandtanten bodde paa nummer femten og var altid
hjemme. Hun sat ved vinduet og læste, foran hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
