Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
De hadde reist med renskyss i pulk, Ivan og hans
søsken, nattet i finnegammer — været paa marked i
Bosekop — holdt paa at forlise i en storm ... I hver
hændelse var Katja midtpunktet.
«Er hun saa vild og gal?» spurte Veronica.
«Ja, hende baster ingen, saa længe hun har hodet
over jorden,» sa han, og et smil dirret i ansigtet paa
ham — «en dag forældrene var reist væk, kom en
ræ-kende fotograf til gaarden. Katja var vel ti—elleve aar
dengangen. Da hun fik se apparatet paa de lange
benene, blev hun galen av glæde, det var første gangen
hun saa en levende fotograf og greiene hans — og hun
yrte igjennem huset og skrek, at nu skulde hun
fotograferes, og billedet skulde mor ha. Og dermed saa tok
hun morens bedste kjole paa sig og kirkehatten og
mors hvite sjal og halvvantene — alt det hun visste
moren var ræddest om. Hun sitter i stasen, med
hænderne foldet og et gudhengivent uttryk i
rakker-fjæset. Da mor fik det fotografiet, tok hun skyss
beneste veien hjem til riset, saa sint blev hun —»
«Slog hun hende?»
«Mor slog, og Katja slog — dagen efter laa de begge
to. Men om kvelden mind’s jeg Katja sat i sengen hos
mor og lo, saa vi hørte hende i ildhuset — da hadde
hun faat mor til at fortælle om lappen som stod op og
vidnet paa vækkelsesmøtet. — Mor og Katja, det var
samme ulden, det–»
«Hvordan ser hun ut?» spurte Veronica.
Ivan prøvde at skildre hende, men han glemte sig
bort i smaating — de graa øinene som skjelte naar
hun lo, og haaret var det eneste Veronica fik tydelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
