Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
i den nye kirken. Men somme kors laa næsegrus over
torven, navnløse, morkne, klemt overende av sne og
blaast. Paa ett av dem var indskriften endda læselig:
«Du er ei glemt av Dine» stod det. En dag reiste hun
dette korset til det heldte ind imot en stor, gammel
rosebusk som holdt det oppe; siden bandt hun en krans
og trædde den ind paa korsarmen. Ute i bygden gik
de dødes barn og barns barn — og bar deres særkjende
og miner og hadde de ansigtsdragene jorden alt mange
ganger har slettet ut. Et sted under en stenplate
smuldret tante Mai og blev til muld; og i den brune
sandjorden paa Vestre gravlund laa moren ved siden
av faren, og teppet over dem var græs. Men hun
mindtes hvordan røsten deres hadde været og hvordan
de hadde smilt og hostet — og hun husket ordene de
hadde brukt, og maaten de rørte hænderne paa, og
hvordan de blev i ansigtet naar de sov...
Hun skulde fortælle barnet om dem .. .
«Du er ei glemt av Dine.» Jorden var en stor
blomstrende have — det gamle sank hjem til den, og det
nye rakte efter hverandre over gravene — og det nye
blev gammelt, og jorden tok det mens livet bar tanker
og længsler og røster og smil videre — fra den ene til
den næste, tusen slegtled og tusen. Og midt mellem
det som var og det som skulde komme stod hun selv,
og naturen gjorde underet med hende.
Breve og aviser til øen blev liggende hos
postaapne-ren paa landhandleriet til nogen hentet dem. Naar
Vargen ventet det kirkelige tidsskriftet eller blade han
skrev i, rodde han sommetider selv over efter posten.
Til Veronica var det sjelden noget. Regeivisst hver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
