Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 7 - L. Dietrichson: Til erindring om Camilla Collett. Foredrag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
TIL ERINDRING OM CAMILLA COLLETT.
Virksomhed; hvor derimod Manden og Barnet ikke indfinder sig, bliver der
dog for den ensomme ikke hin Fortidens gamle Jomfruers frygtelige Tomhed,
men en livsfyldig Kjærlighed til og Virksomhed for hele Menneskeheden, Livet
og dets Arbeide ligger opladt for hende som for Manden. Dette er —
saa-ledes som jeg har opfattet den, Kvindens höjeste Emancipation, og saaledes
tror jeg ogsaa, C. C. opfattede den. En Bekræftelse paa, at dette er
Kjærne-punktet i C. C:s Emancipationsideer, paa at den »Frihed» og »Ret», hun
förlänger for Kvinden, er Friheden og Retten til Arbeide, til Virksomhed i
Kjærlighed, saa långt hendes Evne rækker, finder jeg ogsaa i en Udtalelse i: »Fra
de Stummes Leir», og den staar da sikkert nok for hendes egen Regning:
»Hvor Manden vil lösrive sig i selvstiftet Frihed, drager han Kvinden med i
Fordærvelsen; vil han rettelig beholde hende, maa han böie sig til hende. I
ret Aand at befäste dette Sambaand bör være Maalet for alle sande
Emancipa-tionsbestræbelser.» Om disse Emancipationsbestræbelser netop tör betegnes
ensidigt som »Kvindens» Emancipation, er et andet Spörgsmaal, der vil klares,
naar vi betragter de Midler, C. C. anvendte for at naa frem mod denne
Emancipation. Hendes Forfatterskabs Udviklingsgang maa fortælle os dette.
Ligesom halvt tilfældigt fört ind paa Forfatterbanen for at yde sin Månd
lidt Hjælp under hans joumalistiske Arbeide i nogle hede Sommerdage,
kommer hun altsaa i en Tid, da en skrivende Kvinde hos os var noget næsten
uhört, ind i Literaturen fra det rigtige kvindelige Ståndpunkt: som Mandens
Medhjælp. Allerede strax udvikler hun den Sætning, at den kvindelige Aand
har visse Sider, der er finere og skarpere end Mandens: med andre Ord, hun
faar Öie for, at hun, Kvinden, selv har en Opgave, en selvstændig Opgave
at löse i Literaturen, og hun kan intet Öieblik tage feil af, hvor denne
Opgave ligger. Hun bærer paa en dyb Smerte — nu har hun fundet et Middel
til at skaffe den Luft: hun merker snart, at hun er — siger hun selv — en
af dem, hvis Skrig klinger som Musik i Verdens Ören — vi pleier kalde dem
Digtere. I hvilken Grad hun faar Luft i Sang for alle de kvalte Skrig i sit
Indre, det viser »Kongsgaard», »Et Gjensyn» og fremfor alt »Amtmandens
Dötre». Vi Ældre, der erindrer, hvorledes dette Digt greb ind, forargende,
forstyrrende, befriende, henrykkende, i en Tid af lunken Spidsborgerlighed, i
et Samfund af skikkelige, hverdagslige Mænd og tause, men tænkende og
lidende Kvinder, vi vil aldrig glemme det. Jeg kan altid blot tænke mig
denne Virkning under et Billede, der saa ofte har staaet for mig, naar jeg
ogsaa har læst andre Ting af C. C. end »Amtmandens Dötre».
Har De seet Salonskytter paa en Skydebane skyde paa en Skive med
en rund Prik i med en Bösse ladet med en Pil? — den ene skyder efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
