Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 7 - L. Dietrichson: Til erindring om Camilla Collett. Foredrag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
401 TIL ERINDRING OM CAMILLA COLLETT.
der, hendes virkelige, slumrende Evner, som hun har Krav paa, kun for at
hævde sin Overmagt over hende, med det Resultat, at vi Mænd kun läse
hendes ande Evner, idet vi binde hendes gode. Hvad vide vi Mænd om
Kvindens Evner, saalænge vi ikke give hende Anledning til at lære, hvad hun kan
fordre at lære? Den venstre Haand er ikke saa behændig som den höjre,
sige vi. men have vi ogsaa forsögt at opöve den venstre Haand, som vi har
opövet den höire?
Underkuelsen af Kvindens Ret til at udvikle sin Intelligents har bl. A.
gjort, at Kvindesagen har sine værste Fiender blandt Kvinderne selv. I et
vægtigt Udfald kritiserer hun de »specielt for Kvinder skrevne religiöse Böger»,
navnlig Monods La femme og hans — efter hvad hun läder ham mene af
Skriften hentede, men efter hvad hun mener om Middelalderens mörkeste
Tider erindrende: »Månden er til for Guds Skyld, Kvinden for Mandens», denne
blasfemiske Forvrængning af den mosaiske Skabelsesberetning ifölge hvilken
Kvinden er skabt som Mandens Medhjelp. »Man kommer næsten til den
Slutning, at Manden forholder sig til Gud, som Kvinden til Manden, saa
fuld-stændigt fordrer han (Monod) af denne sidste Lydighed, Afhængighed,
Underkastelse (docilité, dépendence, soumission).» Og denne Underkastelse begrundes
paa Evas Skyld, paa det at hun fristede Manden til Synd I I Sandhed man
maa beundre den Ro, hvormed C. C. opviser det Latterlige i den franske
Præsts Paastand. Hun peger selv til Gjengjæld paa et Fællesbud til Månd
og Kvinde: »Frygter Gud i Eders Legeme og i Eders Aand!» hvorledes
for-tolke Mændene detle Fællesbud? Hvorledes overholde de det? I samme Grad
som det sædelige Ansvar slappes for den ene, skjærpes det for den anden
Part. »En Kvinde kunde fældes kun ved Skinnet af en Förseelse; et Brud
paa en tom Form, en virkelig, bevislig Forsyndelse bedækker hende med
Vanære, ja stöder hende ud af Samfundet, — en Månd — o jeg behöver
ikke at fuldföre Sætningen» — og hun stiller den berettigede Fordring til de
religiöse Skribenter, der have saa trå vit med at faa dannet en ny Klöft mellem
Kvinde og Månd, at de heller ville vise Nödvendigheden af Fællesforpligtelsen
og Fællesansvaret. »Naturen har allerede med en saa paafaldende Partiskhed
behandlet den svagere, for Lidelse mere ömfindtlige Halvpart af
Menneske-heden, idet den lagde Ångsten og Smerten, Skammen og Byrden alene over
paa hende. Ja v el var her en Appel att stille til hans Æresbegreb, ja den
allerförste, at stræbe at oprette, hvad Naturen og Forholdene forbryde, til
zartere at behandle, ridderligere at værne om og trofastcre at lönne, end selv
bedre Mænd undertiden finde det nödvendigt at gjöre det.»
Med et Blik paa Literaturens stadige Iver for at skildre Y^vmåzlidelsen
Svensk Tidskrift iSpj. 7. 26
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
