Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAVETS INDDELING. GRÆSKE VERDENS-FORESTILLINGER
9
Dette fællesnavn tapte sig snart, og isteden talte man om det
Ytre Hav utenfor Herakles’s Støtter i motsætning til det Indre Hav
(d. e. Middelhavet). Det Ytre Hav blev også efter Atlas kaldt Atlanter
Havet. Dette navn findes først hos Herodot. I syd for Asien var
Sydhavet eller det Erythraiiske Hav (det Røde og det Indiske Hav).
I nord for Europa og Asien var Nordhavet; og det Kaspiske Hav
var en bugt af det, efter de flestes mening. Vistnok mente man
almindelig at disse have hang sammen; men fællesnavnet Okeanos
for dem begyndte først igjen at bli brukt i det 2. århundrede f. Kr.1
Efter de Homeriske forestillinger var universet nærmest at
opfatte som en kule, som av jordskiven og dens grænse Okeanos, var
delt i to halvdele: en øvre, lysets halvkule eller himmelen, og en
undre, Tartaros, skjult i evig mørke. Hades lå under jorden, og
Tartaros var så dypt under Hades som himmelen var over jorden.
Den faste himmelhvælving blev båret av Atlas, men hvilte sikkert
ytterst ute på Okeanos (eller dets ytre grænse), eller var i det
mindste avsluttet derav. Ifølge Hesiod (omkr. 800 f. Kr.) vilde en
ambolt som faldt fra himmelen først nå jorden på den tiende dag,
og fra jorden vilde den falde i ni dage og ni nætter, og først på den
tiende nå bunden av Tartaros. Fra randen av er denne underverden
fyldt med tredobbelt mørke, og deri er Titanerne styrtet ned og kan
ikke undkomme. Ved denne underverdens rand støter grænserne
for jorden, det øde Okeanos, det mørke Tartaros, og den
stjerne-sådde himmel sammen. Tartaros er et dypt svælg som selv guderne
gruer for; på et helt år vilde en ikke kunne gjennemforske det2.
Så tidlig finder vi tre forestillinger som endnu to tusen år senere
gik igjen i læren om jordens ytterste grænser, særlig mot nord:
1) det alt omsluttende Okeanos eller tomme verdenshav, 2)
sammenstøtet av himmel, hav, land, og underverden ved den ytterste grænse,
og endelig 3) det uhyggelige svælg som selv guderne var ræd for at
styrte ned i.
Længe efter at de matematiske geografer hadde opfattet jorden
som en kule, holdt disse eller beslegtede forestillinger sig.
Pytha-GORAS (568 — omkr. 494 f. Kr.) var kanske den første som
forkyndte læren om jordens kuleform. Han bygget mindre på
iagttagelser end på den spekulative opfatning at kulen var den mest
fuldendte form. Før ham hadde Anaximandros fra Milet (611 —
efter 547 f. Kr.), som tillægges opfindelsen av gnomonen (skygge- 1
1 Jfr. Kretschmer, 1892, s. 41—42. * Berger, 1904, 9. 13.
Havets
inddeling.
Homeriske
verdensfore-
stillinger.
Jordens
sfæriske
form.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
