Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I et skrift, Suasoriae (fra omkr. 37 e. Kr.) av den spanskfødte
retor Seneca er opbevart brudstykke av et digt, skrevet av
Aibinov. Albinovanus Pedo (på Augustus’s tid), som skildrer en færd i
Pedo. Nordsjøen av Germanicus. Man har ment at den kan ha været
Ger-manicus den Yngre’s ulykkelige felttog i 16 e. Kr., da han seilte ut
fra Ems med en flåte på tusen skibe. Denne antagelse biir styrket
ved at Tacitus nævner en rytterhøvedsmand, Albinovanus Pedo,
under samme feltherre i 15 e. Kr., og det ligger nær at tro at han
er digteren.1 Men da denne uheldige flåte ikke kom langt fra
kysten, og digtet skildrer en seilas ind i ukjendte strøk, har andre
ment at det kunde være en færd som Drusus, Germanicus den
ældre, har foretat i et av årene mellem 12 og 9 f. Kr.1 2 Hvordan
dette har sig er her av mindre vegt, da digtet ikke nævner nogen
nye opdagelser. Det er av interesse fordi det gir os et billede av
forestillingene om verdens nordlige grænser på den tid. Hvor
brudstykket begynder, har de reisende forlængst lagt dagen og
solen bak sig, og da de er kommet utenfor jordens kjendte grænser,
trænger de dristig ind i det forbudne mørke til den vestlige verdens
ende og ytterste strande. Da tror de: at havet, som under sine
træge (pigris) bølger har fæle uhyrer, vilde hvalfisker (pistris), og
havets hunder (aequoreosque canes = sælhunder?), hæver sig og
tar tak i skibet — selve braket øker rædselen, — og snart tror de
at skibene blir sittende i gjørmen, og flåten skal bli der, forlatt av
havets vinde (eller strømmer?),3 — og snart at de selv skal bli der
hjælpeløse, og rives istykker av havets vilde uhyrer. Og den som
står høit i stavnen kjæmper med sit søkende blik for at bryte den
ugjennemskuelige luft, men kan ingenting se, og han letter sit stængte
bryst med følgende ord: “Hvor føres vi hen? Selve dagen flygter,
‘og den ytterste natur lukker den forlatte verden med stadig mørke.
‘Eller seiler vi mot folk hinsides, som bor under et andet himmel-
1 Jfr. M. Schanz: Geschichte der Römischen Literatur, II, s. 241, 1899; i I.
Muller: Handb. Klass. Altert.-Wiss., bd. VIII. Se også Mullenhoff, IV, 1900,
s. 47.
2 Jfr. Detlefsen, 1897, s. 197; 1904, s. 45. Ved sin reise i 12 f. Kr. med sin flåte,
langs Nordsjøkysten fra Rhinens munding og Zuyder Sjøen til mundingen av Ems,
vandt Drusus ry som den første hærfører som hadde seilt i Nordhavet. Romerne
var, som kjendt, ikke store sjøfarere.
8 I håndskriftene står det flamine (blæsen, vinde); men man har ment at flumine
(strømmende vandmasse, strømmer) gir bedre mening [jfr. Detlefsen, 1897, s. 198].
Imidlertid kunde nok også flamine (vinde) passe med forestillingene om verdens
grænse (jfr. skildringen av Himilko’s reise hos Avineus, se ovenfor s. 31).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
