Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i nord, kan skyldes rygter dels om strømmen i Pentlandsfjorden,
dels om Moskenesstrømmen og Saltstrømmen, som altså her når
frem i literaturen, og som senere utviklet sig til middelalderens
utbredte forestillinger om malstrømmer og havsvelg, kanske ved at
forbindes med den gammel-græske forestilling om det ytterste svelg
(Tartaros, Anostos, Ginnungagap; se ss. 9, 10, 14), og som her med
skildringen av strømmen i Messinastrædet.
Viktor Rydberg [1886, ss. 318, 425 ff.] antok at Paulus’s
skildring av havsvelget stammet fra de nordiske sagn om
verdensbrønden Hvergelmer — som danner flo og fjære ved at vandet
strømmer op og ned gjennem dens underjordiske ganger — og om
kvernen Grotte på havets bund som danner malstrømmene, når
vandene styrter ned i kvernøiet1. Men det er kanske vel så
sandsynlig at det er de sydlige, oprindelig klassiske forestillinger som er
blit stedbundne i de nordiske sagn. Vi finder som set hos Virgil
den samme forestilling om havsvelget som suger vandet til sig, og
sender det op igjen. Hos Isidor heter det om avgrunden (også
gjentat hos Hrabanus Maurus):
“Abyssus er vandenes ugjennemtrængelige dyp eller de skjulte vandes huler,
‘hvorfra kilder og floder går frem, men også de som løper skjult under jorden.
Der-‘for er den også kaldt Abyssus, ti alle vandstrømmer vender tilbake ad skjulte årer
‘til moren Abj^ssus.”
Det ligger nær at tro at forestillinger som denne har git
oprindelsen til, eller ialfald har farvet myten om Hvergelmer (d. e. den
larmende eller brusende kjele). Isidor var tidlig kjendt i England,
på Irland, og i norden. Havsvelget findes også hos folkene i
Østerland; Sindbad kommer således langt ned i det. Paulus’s
omtale av havsvelg ikke bare i nord, og ved Hebriderne, men også
mellem Britannien og Spanien, og ved Messina tyder ikke på at
sagnet hos ham skulde stamme bare nordfra. Senere, hos Adam av
Bremen, blir derimot havsvelget mer utelukkende nordisk, og endnu
senere skulde vi få det også ved selve Nordpolen.
Paulus Warnefridi nævner også græske fabelfolk som
Hunde-hoder (Kynokefaler) og Amazoner i nord-Germanien. Han sier at
Langobarderne sloss med et folk Assipitti, som bodde i Mauringa,
og de skræmte disse ved at si at de hadde Kynokefaler i sin hær,
1 Efter Grottasgngr, bortførte Mysing kvernen og de to trælkvinder Fenja og
Menja på sit skib, og bød dem male salt, og de malte indtil skibene sank (efter nogen
håndskrifter var det i Pentlandsfjorden), og det blev derefter en strømhvirvel i havet,
hvor sjøen falder ind i kvernøiet. Da blev havet salt. Det er samme sagn som går
igjen i eventyret om kvernen som maler på havsens bund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
