Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
‘hadde dag og nat vekselsvis med undtagelse av sommersolhvervstid, men ved en
’dags reise fra den mot nord fandt de frosset (congelatum) hav.”
Denne skildring, skrevet et halvt århundrede før Nordmændene,
efter almindelig tro, kom til Island, viser at landet var vel kjendt av
Irerne, ialfald før slutten av det 8. århundrede (30 år før Dicuil skrev i
825), og hvor meget tidligere kan vi ikke si. Til de førstehånds
meddelelser han hadde fåt fra folk som hadde været der, kan Dicuil
også ha blandet forestillinger han hadde fra sine literære studier.
Solen som om natten skjulte sig bak en liten høi, minder om de
ældre forestillinger at den gik bak et fjeld i nord (jfr. Kosmas
In-dikopleustes og Ravenna-geografen); men det kan selvfølgelig også
skyldes lokal iagttagelse. Forestillingen om at man en dags seilas
nord for denne ø hadde fundet det frosne hav (congelatum mare)
er nøiagtig den samme som hos de latinske og græske forfattere, at
ifølge Pytheas lå det stivnede hav (concretum mare) eller det træge
hav (pigrum) en dags seilas hinsides Thule (jfr. s. 50). Men det
utelukker jo ikke at Irerne har truffet på drivisen nord for Island,
tvertom er dette sandsynlig.
Dicuils beretning om Irernes opdagelse av Island bekræftes ved
de islandske sagaer. Allerede Are Frode (omkr. 1130) fortæller at
på den tid da de norske landnåmsmænd først kom til Island,
"var her kristne som Nordmændene kaldte Papar [prester]; men de för siden
‘bort, fordi de ikke vilde være her sammen med hedninger, og de lot efter sig irske
‘bøker og bjelder og krumstaver, hvorav en kunde slutte at de var irske mænd.” I
Landnåmabök1, som har samme meddelelse fra Are, føies det til at: “de blev fundet
‘øst i Papey og i Papyli. Det er også nævnt i engelske bøker at på den tid blev det
‘seilt mellem landene” [d. e. mellem Island og Britannien],
På flere andre steder i sagaene fortælles også om dem1, og
den norske forfatter Tjodrik Munk (omkr. 1180) har en lignende
meddelelse. Flere steder på det sydlige Island, som Papafjerör med
Papos, og øen Papey, bærer endnu navn efter disse første
indbyggere. Et tidligere navn var også Pappyli, som ikke nu brukes
mer. Men foruten disse stedsnavne er der mange andre på Island,
som enten er keltiske eller må stå i forbindelse med Kelterne. Nogen
av de første som nævnes i Landnåmabök er således Minpakseyrr
og Vestmanna-eyjar. Minpak er et irsk ord for en deig av mel
og smør, og Vestmænd var Irer. I Landnåmabök [jfr. F. JÖNSSON,
1900, ss. 7, 132, 265] sættes disse navne vistnok i forbindelse med de
irske træller, som Hjorleiv, Ingolv’s fælle, skulde ha ført med sig,
1 Jfr. Landnåma, Prolog. Oftere længere ute i Landnåma omtales også steder,
hvor det tidligere hadde bodd Paper, og hvor derfor ikke hedninger turde bosætte sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
