Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vel utviklede kvinder ned til beltet. Fingrene løp ut i kvister fulde av druer, hodene
var bevokset med ranker, blader, og druer, istedenfor hår. “Damene kyste os også på
‘munden, sier Lukian, men den som blev kysset, blev på stedet drukken og ravet. Bare
‘sine frugter vilde de ikke tillate os at ta, og skrek av smerte hvis vi brak av dem en
‘eller anden drue. Derimot fik nogen av dem lyst til at parre sig med os, men to av
‘mine fæller som gjorde dem tillags, måtte betale det dyrt; for . . de vokste slik sammen
‘med dem, at de blev til en stamme med fælles rotter.” Efter denne merkelige
oplevelse, fyldte sjøfarerne sine tomme fater dels med almindelig vand, dels med vinen fra
elven, og reiste den følgende morgen fra øen. På de Saliges 0, som de senere kom til,
var det foruten mange elver med vand, med honning, og med vellugtende essenser og
olje, også syv elver med melk og otte med vin. Endog til Maelduin’s hvite ø med
melke-og vinkilden, finder vi sidestykke hos Lukian, idet de reisende kommer til et hav av
melk, hvor det var en storø av ost, og bevokset med vinranker fulde av druer; men disse
gav melk istedenfor vin [jfr. Wieland, 1789, IV, ss. 150 ff., 188 f., 196]. En direkte literær
forbindelse mellem Lukian og de irske sagn er vel ikke sandsynlig, da han ikke vites at
ha været kjendt i Vest-Europa før i det 14. årh.; men han var meget læst i Øst-Europa,
og mundtlige fortællinger dannet fra hans historier, kan ha nådd Irerne. Likhetene er
såvidt utprægede og mange at det synes mindre rimelig at de skulde være helt
tilfældige. En slik mundtlig forbindelse kunde jo bl. a. være formidlet ved Nordboene
som hadde megen samfærdsel med Miklagard, eller ved Araberne, som netop bevarte
store dele av den græske literatur, og som stod i stadig forbindelse både med Kelter
og med Nordboer.
Brandan- At en sagn-ø lik Vindru-øen — eller kanske flere, som Insula
legendens Beliciosa — kan komme til at danne Islændingenes Vinland hit
med nordi- Gööa, som en seilte til fra Grønland (og Adam av Bremens
Win-ske farvand, land), biir naturlig også derved at mange av de øer og strøk som
omtales i Navigatio, og som også for det meste er omtalt i den
ældre fortælling om Maelduin, har utvilsom forbindelse med de
nordlige og vestlige farvand. At dette må være så, er let at
forstå, når en tænker på de irske munkers færder til Færøene og
Island. Saue-øen, hvor der var fuldt av sauer, og hvor Brandan
hentet sig påskelam, må være Færøene, hvor sauene allerede
omtales av Dicuil (se s. 125), liksom øen med de mange fugler også
minder om Dicuil’s omtale av disse øer; øen ved Helvetes grænser,
hvis bratte kyster var svarte som kul, hvor én av Brandan’s munker,
da han satte foten på land, straks blev grepet og brændt av
dæmonene, og som de ved bortreisen så dækket av ild og flammer, kan
ha forbindelse med Island1. Men den har også nogen likhet med
1 D’Avezac’s antagelse [1845, s. 9] at det skulde være en gjenklang av Teneriffa
[jfr. også de Goeje, 1891, s. 61] som på middelalderens karter blev kaldt Isola dell’
Inferno, er ikke holdbar, da Fønikernes kjendskap til Kanarierne forlængst var glemt
på den tid, og det var først efter deres gjenopdagelse av Italienerne, omkr. 1300, at
Teneriffa på Mediceer-kartet fra 1351 blev kaldt Isola dell’ Inferno. I den klassiske
literatur findes ingen antydning til at nogen av Kanarierne var opfattet som vulkansk,
derimot synes Plinius’s Nivaria (d. e. sneøen) at være Teneriffa med dens sne på toppen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
