Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den Helvetes-ø som Lukian’s sjøfarere kommer til, og som var omgit
av bratte klipper, og hvor det var stinkende damper av brændende
asfalt, svovel, bek, og stekte mennesker. Når Brandan kommer til
det størknete hav (mare quasi coagulatum) og må seile gjennem
mørke før han kommer til Lykkelandet, eller at det var tæt tåke
som en væg om Manannan’s rike, så leder også det tanken mot
nordlige strøk hvor Leverhavet fandtes, og hvor Adam av Bremen
hadde det mørke eller tåkefyldte hav.
Mens således mange træk forbinder Brandan-legenden med nordiske farvand, så
Brandan-har den på den anden side — liksom de mange andre irske sagn — rotter langt til- legendens
bake i klassiske sagnforestillinger. Fremfor alt er Brandan’s Paradis eller de “Hel- klassiske
liges Forjættede Land”, Terra Repromissionis Sanctorum, ikke andet end Grækernes rotter.
Salige Øer, tilblandet forestillinger fra Bibelen. Som av Zimmer, [1889, ss. 328 ff]
påvist har Imram Maelduin (som i stor utstrækning ligger til grund for Navigatio St.
Brandani) og andre irske fortællinger om sjofærder, stor likhet med Virgil’s Aeneide,
og er forfattet med denne som forbillede. Det er allerede nævnt at Brandan’s
Vin-drue-ø kan ha nogen forbindelse med Lukian. Fra ham stammer muligens også
Brandan’s store hval, Jasconicus, hvorpå de opholdt sig, og bl. a. feiret hver påske. Det
kan også nævnes at i den til Brandan-legenden svarende bretonske legende om den
hellige Machutus (nedskrevet av Bili, diakon i Aleth, 9. årh.) kommer denne og
Brandan til en o, hvor de finder den døde kjæmpe Mildu, som Machutus opvækker
og døper, og som vadende gjennem havet forsøker at trække deres skib til
Paradisøen Yma, som han sier er omgit av en mur av skinnende guld, som et speil, og
uten synlig indgang. Men en storm reiser havet og sprænger ankertauget som han
trækker i. Allerede Humboldt så i denne kjæmpe guden Kronos, som, efter Plutarkh’s
meddelelser, lå sovende på en ø i det Kroniske Hav i nordvest for Ogygia, som lå
fem dagsreiser i vest for Britannien (se ovenfor s. 120). Det er sandsynligvis samme
kjæmpe som i den på irsk skrevne fortælling om Brandan (Imram Brenaind) er blit
til en skjøn jomfru, hvitere end sne eller bølgeskum; men hundred fot høi, ni fot
mellem begge brystvorter, langfingeren syv fot. Hun ligger livløs, dræpt av et spyd
gjennem skulderen; men Brandan opvækker og døper hende. Hun tilhører havfolket,
som venter på forløsning. Da hun på Brandan’s spørsmål foretrækker at komme
like i himmelen fremfor at leve, så dør hun straks igjen uten suk efter nadveren
[jfr. Schirmer, 1888, ss. 30, 72; Zimmer, 1889, s. 136; de Goeje, 1891, s. 69]. Denne
jomfru har åbenbart sammenhæng med den overjordisk skjønne, store, og hvite
kongsdatter fra Jomfruenes Land (Tir na-n-Ingen) som søker Finn Mac Cumaill’s
beskyttelse, og som også biir gjennemboret av et spyd [jfr. Zimmer, 1889, ss. 269, 325].
Slik forandrer sagnvæsenene sig til ukjendelighet. Samme kvinde driver i land på
Island endnu i det 17. århundrede1.
I flere træk viser det sig at Brandan-legenden har hat indflydelse på den
Brandan-norrøne og nordiske literatur. Tyveriet av halskjeden (eller bislet?) av en av brødrene legenden
som derved går til grunde, i Navigatio og også i andre irske fortællinger, går, som og norrøn
Moltke Moe har nævnt for mig, igjen i fortællingen om Torkel Adelfar hos Saxo literatur.
Grammaticus, som tyveri av smykker og en kappe, hvorved også tyvene går til grunde.
Den store fisk (hval) Jasconicus, om hvem Brandan fortæller at den forgjæves søker
at bite sig selv i halen, er åbenbart den norrøne literaturs Midgardsorm. Likeledes
kan dén vesle tilsyneladende uskyldige, men overnaturlige kat i Imram Maelduin,
1 Jens Lauritzøn Wolf’s Norrigia Illustrata, 1651.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
