Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
[-Lykkelandet-]{+Lykkelan-
det+} i vest
kjendt i [-Nord-Europa.-]
{+Nord-
Europa.+}
Navnet
Vinland
stammer
fra Irland.
som pludselig tilintetgjør manden som stjæler halskjeden, ha sammenhæng med katten
som Tor forsøker at løfte i Utgard. Det er vistnok den samme vesle kat som tre unge
geistlige tok med sig på sin sjøfærd i en anden irsk legende [i Book of Leinster fra
beg. av 12. årh.]. I Imram Brenaind er denne vesle katten de tok med sig vokset til
en marekat stor som en ung okse, som svømmer efter Brandan’s skute og vil sluke
den [jfr. Zimmer, 1889, s. 139]. Netop i disse dager har videre von Sydow [1910,
ss. 65 ff.] påvist at Snorra-Edda’s myte om Tor’s færd til Utgard grunder sig på irske
myter og fortællinger.
Sagn om et lykkelig land eller en ø fjernt i havet mot
solnedgangen har åbenbart hat en vid utbredelse i nord-Europa i hine
tider også utenfor Irland. I den angelsaksiske literatur er der en
dialog mellem Adrianus og RlTHEUS (sandsynligvis fra 10. årh.),
hvor det heter:
“Si mig hvor solen skinner om natten.”-“Jeg sier dig på tre steder: først i
‘buken av den hval som kaldes Leuiathan; og den anden årstid skinner den i
‘Helvete; og den tredje årstid skinner den på den ø, som kaldes Glid, og der hviler
‘hellige mænds sjæle til dommedag1.”
Dette Gliö (d. e. det glitrende land) er åbenbart de Saliges Land,
Brandan’s Terra Repromissionis, som ligger i blendende sol, efter
at en kommer gjennem mørket og tåken; men om sagnet er kommet
til Angelsakserne fra Irerne synes tvilsomt.
Av interesse er også Pseudo-Gildas’S skildring (12. årh.) av øen
Avallon (epleøen fra de valisiske sagn), som forbindes med aldeles
samme forestillinger som de irske lykke-øer:
“En merkværdig ø omslynges av oceanet fuld av alle goder, ingen tyv, ingen
‘røver, ingen fiende efterstræber en der, ingen vold, ingen vinter, ingen sommer raser
‘umåteholdent, fred og endrægtighet, våren varer evig, hverken blomst eller lilje mangler,
‘heller ikke roser eller violer, blomster og frugter bærer epletræet på selvsamme gren,
‘der bor uten skamplet ynglinger med sin jomfru, der er ingen alderdom og ingen
‘sygdom som trykker, ingen sorg, alt er fuldt av glæde.”2
Efter hvad her er meddelt fremgår det altså at i den irske
literatur opstår det en Vindru-ø (Insula Uvarum) i det 11. århundrede,
omtrent samtidig med at Adam av Bremen omtaler, efter danske
hjemmelsmænd, en ø kaldt Winland. Fra samme århundrede er
også den norske runesten fra Hønen på Ringerike, hvor, som senere
omtalt, muligens Vinland er nævnt (?). S. Bugge sætter den efter
runeformen til første halvdel av 11. årh., neppe ældre, men den kan
være yngre. Insula Uvarum gjengit på norrønt sprog kunde ikke
1 Jfr. John M. Kemble : The Dialogue of Salomon and Saturnus, London, 1448,
s. 198. Moltke Moe har henledet min opmerksomhed også på dette merkelige sted.
2 W. Mannhardt: Germanische Mythen, Berlin, 1858, ss. 460 f. Jfr. Vita Merlini,
versene om “Insula pomorum, qvae Fortunata vocatur” (eple-øen som man kalder
Fortunata) [San-Marte, 1853, ss. 299, 329]. Avallon har en merkelig lydlikhet med
Pytheas’s ravø Abalos (s. 54).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
